Henrik Ibsens skrifter: Hedda Gabler

Du er her:

Hedda Gabler

Avansert visning

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Sammenligne forskjellige utgaver av teksten
Gå til avansert visning

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

HEDDA GABLER

23*

PERSONERNE:

Jørgen Tesman, stipendiat i kulturhistorie.

Fru Hedda Tesman, hans hustru.

Frøken Juliane Tesman, hans tante.

Fru Elvsted.

Assessor Brack.

Ejlert Løvborg.

Berte, tjenestepige hos Tesmans .

(Handlingen foregår i Tesmans villa i den vestlige del af byen.

FØRSTE AKT.

(Et rummeligt, smukt og smagfuldt udstyret selskabsværelse, dekoreret
i mørke farver. På bagvæggen er en bred døråbning med tilbageslåede
portièrer . Denne åbning fører ind i et mindre værelse, der er holdt i
samme stil som selskabsværelset. På væggen til højre i dette er en
fløjdør, der fører ud til forstuen. På den modsatte væg, til venstre, en
glasdør, ligeledes med tilbageslåede forhæng. Gennem ruderne ses en
del af en udenfor liggende overbygget veranda og løvtræer i høstfarve.
Fremme på gulvet står et ovalt tæppebelagt bord med stole omkring.
Foran på væggen til højre en bred, mørk porcelænsovn, en højrygget
lænestol, en fodskammel med pude og to taburetter. Oppe i krogen til
højre en hjørnesofa og et lidet rundt bord. Foran til venstre, lidt ud
fra væggen, en sofa. Ovenfor glasdøren et pianoforte. På begge sider
af døråbningen i baggrunden står etagèrer med terrakotta- og majolika-
sager. – Ved bagvæggen af det indre værelse ses en sofa, et bord og
et par stole. Over denne sofa hænger portrættet af en smuk ældre mand
i generalsuniform. Over bordet en hængelampe med mat, mælkefarvet
glaskuppel. – Rundt om i selskabsværelset er en mængde blomster-
buketter stillet i vaser og glasse. Andre ligger på bordene. Gulvene i
begge værelser er belagte med tykke tæpper. – Morgenbelysning. Solen
skinner ind gennem glasdøren.)

(Frøken Juliane Tesman, med hat og parasol, kommer ind fra forstuen,
fulgt af Berte, som bærer en buket, omviklet med papir. Frøken Tesman
er en godt og godmodigt udseende dame på omkring 65 år. Net men
enkelt klædt i grå spadserdragt . Berte er en pige lidt til års, med et
jævnt og noget landligt ydre.)

Frøken Tesman
(standser indenfor døren, lytter og siger dæmpet):

Nej såmæn om jeg tror de er kommet på benene
endnu!

s. 356

Berte
(ligeledes dæmpet).

Det var jo det, jeg sa’, frøken. Tænk, – så
sent, som dampbåden kom inat. Og så bagefter da!
Jøsses, – alt det, som unge fruen skulde ha’ pakket
ud, før hun kunde komme sig til ro.

Frøken Tesman.

Ja, ja, – lad dem bare få hvile sig godt ud.
Men frisk morgenluft skal de da rigtig ha’ ind til
sig, når de kommer.

( hun går hen til glasdøren og slår den vidt op.)

Berte
(ved bordet, rådvild, med buketten i hånden).

Nej så min sandten om her er en skikkelig
plads mere. Jeg mener, jeg får sætte den her, jeg,
frøken.

( stiller buketten op foran på pianofortet.)

Frøken Tesman.

Ja, nu har du altså fåt dig et nyt herskab, min
kære Berte. Gud skal vide, det faldt mig tungere
end tungt at gi’ slip på dig.

Berte
(grædefærdig).

End jeg da, frøken! Hvad skal jeg da sige?
Jeg, som nu i så mange Herrens år har været i
frøkenernes brød.

Frøken Tesman.

Vi får ta’ det med ro, Berte. Der er sand-
færdelig ikke andet for. Jørgen må ha’ dig i huset
hos sig, ser du. Han må det. Du har jo været vant
til at stelle for ham lige siden han var en liden gut.

s. 357

Berte.

Ja men, frøken, jeg tænker så svært på hende,
som hjemme ligger. Hun, stakker, som er så rent
hjælpeløs. Og så med den nye pigen da! Aldrig i
verden lærer hun at gøre det til pas for det syge
menneske.

Frøken Tesman.

Å, jeg skal nok få lært hende op til det. Og
det meste tar jeg da på mig selv, skønner du. For
min stakkers søsters skyld behøver du ikke at være
så urolig, min kære Berte.

Berte.

Ja, men så er der en anden ting også, frøken.
Jeg er rigtig så ræd for, at jeg ikke skal gøre det
til lags for den unge fruen.

Frøken Tesman.

Nå, Herregud , – i førstningen kan der vel kan-
ske være et eller andet sådant –

Berte.

For hun er visst svært fin på det.

Frøken Tesman.

Det kan du vel tænke. General Gablers datter.
Slig, som hun var vant til at ha’ det, mens gene-
ralen leved. Kan du mindes, når hun red med sin
far ud over vejen? I den lange sorte klædeskjolen?
Og med fjær på hatten?

Berte.

Jo-jo, – det skulde jeg mene! – Men nej så
min sandten om jeg tænkte, at der skulde bli’ et
par af hende og kandidaten dengang.

s. 358

Frøken Tesman.

Ikke jeg heller. – Men det er sandt – du Berte,
– mens jeg husker det: herefter må du ikke kalde
Jørgen for kandidaten. Du må si’ doktoren.

Berte.

Ja, det snakked unge fruen om også – i nat, –
straks de var kommet ind af døren. Er det da så,
frøken?

Frøken Tesman.

Ja såmæn er det så. Tænk dig til, Berte, –
de har gjort ham til doktor i udlandet. Nu på rej-
sen, forstår du. Jeg vidste ikke det skabte ordet
af det, – før han fortalte det nede på dampskibs-
bryggen.

Berte.

Ja-ja, han kan nok bli’ til hvad det skal være,
han. Så flink, som han er. Men jeg trode nu aldrig,
at han vilde gi’ sig til at kurere på folk også.

Frøken Tesman.

Nej, det er ikke slig doktor han er ble’t. –
(nikker betydningsfuldt.) For resten kan du nok snart
komme til at kalde ham for noget, som er endda
stadseligere.

Berte.

Å nej da! Hvad blir det for noget, frøken?

Frøken Tesman
(smiler).

Hm, – ja, det skulde du bare vide! – (bevæget.)
Ak, Herre min Gud , – om salig Jochum kunde få
skue op af sin grav og se , hvad der er ble’t af hans
lille gut! (ser sig om.) Men hør her, Berte, – hvorfor

s. 359

har du gjort det? – Ta’t varetrækkene af alle møb-
lerne?

Berte.

Fruen sa’, jeg skulde gøre det. Hun kan ikke
like varetræk på stolene, sa’ hun.

Frøken Tesman.

Vil de da holde sig her inde – sådan til daglig?

Berte.

Ja, det lod til det. På fruen da. For han selv,
– doktoren, – han sa’ ingenting.

(Jørgen Tesman kommer trallende fra højre side inde i bagværelset,
bærende på en tom, åben håndkuffert. Han er en middelhøj, ungdomme-
ligt udseende mand på 33 år, noget fyldig, med et åbent, rundt, fornøjet
ansigt, blondt hår og skæg. Bærer briller og er klædt i en bekvem,
noget skødesløs husdragt.)

Frøken Tesman.

Godmorgen, godmorgen, Jørgen!

Tesman
(i døråbningen).

Tante Julle! Kære tante Julle! (går hen og ryster
hendes hånd.) Helt her ude – så tidlig på dagen! Hvad?

Frøken Tesman.

Ja, du kan da tænke, at jeg måtte se lidt
indom til jer.

Tesman.

Og det endda du ikke har fåt dig nogen ordent-
lig nattero!

Frøken Tesman.

Å, det gør mig ingen verdens ting.

Tesman.

Nå, du kom vel ellers godt hjem fra bryggen?
Hvad?

s. 360

Frøken Tesman.

Ja såmæn gjorde jeg det, – Gud ske lov. As-
sessoren var så snil, at han fulgte mig lige til døren.

Tesman.

Det gjorde os ondt, at vi ikke kunde ta’ dig
op i vognen. Men du så jo selv –. Hedda havde
så mange æsker, som måtte med.

Frøken Tesman.

Ja, det var rigtig svært, så mange æsker hun
havde.

Berte
(til Tesman).

Skulde jeg kanske gå ind og spørge fruen, om
der var noget, jeg kunde hjælpe hende med?

Tesman.

Nej tak, Berte, – det er ikke værdt du gør det.
Hvis hun vil dig noget, så ringer hun, sa’ hun.

Berte
(mod højre).

Ja-ja da.

Tesman.

Men se her, du, – tag denne her kufferten
med dig.

Berte
(tar den).

Den sætter jeg op på loftet.

( hun går ud gennem forstuedøren.)

Tesman.

Tænk dig, du, tante, – hele den kufferten havde
jeg stoppende fuld af bare afskrifter. Det er rent
utroligt, du, hvad jeg har fåt samlet sammen rundt

s. 361

om i arkiverne. Gamle mærkelige sager, som ingen
mennesker har vidst besked om –

Frøken Tesman.

Ja, ja, du har nok ikke spildt din tid på bryl-
lupsrejsen, du, Jørgen.

Tesman.

Nej, det tør jeg nok sige. Men ta’ så hatten
af dig, tante. Se her! Lad mig få knytte op sløjfen.
Hvad?

Frøken Tesman
(mens han gør det).

Å Herregud , – dette her er jo akkurat ligesom
om du var hjemme hos os endnu.

Tesman
(vender og drejer hatten i hånden).

Nej, – for en pen , stadselig hat du har lagt
dig til!

Frøken Tesman.

Den har jeg købt for Heddas skyld.

Tesman.

For Heddas skyld? Hvad?

Frøken Tesman.

Ja, for at ikke Hedda skal ha’ skam af mig,
om vi kommer til at gå sammen på gaden.

Tesman
(klapper hende på kindet).

Du tænker nu også på alting, du, tante Julle!
(lægger hatten på en stol ved bordet.) Og så, – ser du, – så
slår vi os ned her i sofaen. Og prater lidt sammen
til Hedda kommer.

( de sætter sig. Hun stiller sin parasol i sofahjørnet.)

s. 362

Frøken Tesman
(tar begge hans hænder og ser på ham).

Hvor velsignet godt det er ha’ dig lyslevende
for øjnene igen, Jørgen! Å, du, – salig Jochums
egen gut!

Tesman.

Og for mig da! At få se dig igen, tante Julle!
Du, som har været mig både i fars og i mors sted.

Frøken Tesman.

Ja, jeg véd nok, at du vil bli’ ved at holde af
dine gamle tanter.

Tesman.

Men altså slet ikke nogen bedring med tante
Rina. Hvad?

Frøken Tesman.

Å nej, du, – der er nok ikke nogen bedring at
vente for hende, stakker. Hun ligger sådan hen,
som hun nu har ligget i alle de årene. Men Vor-
herre lad mig bare få beholde hende en tid endnu!
For ellers véd jeg ikke min arme råd med livet,
Jørgen. Mest nu, ser du, da jeg ikke har dig at
stelle for længer.

Tesman
(klappør hende på ryggen).

Så, så, så –!

Frøken Tesman
(slår pludselig over).

Nej, men tænke sig til, at du er ble’t en gift
mand, Jørgen! – Og så, at det blev dig, som gik
af med Hedda Gabler! Den dejlige Hedda Gabler.
Tænk det! Hun, som havde så mange kavallerer
omkring sig!

s. 363

Tesman
(traller lidt og smiler tilfreds).

Ja, jeg tror nok, jeg har adskillige gode venner
her, som går omkring i byen og misunder mig. Hvad?

Frøken Tesman.

Og så at du fik gøre så lang en bryllupsrejse
da! Over fem, – næsten sex måneder –

Tesman.

Nå, – for mig har det jo været et slags studie-
rejse også. Alle de arkiverne, som jeg måtte under-
søge. Og så den mængde bøger, jeg måtte læse
igennem, du!

Frøken Tesman.

Ja, det er vel så, det. (fortroligere og lidt dæmpet.)
Men hør nu her, Jørgen, – har du så ikke noget –
noget sådant extra at fortælle mig?

Tesman.

Fra rejsen?

Frøken Tesman.

Ja.

Tesman.

Nej, jeg véd ikke noget andet, end det, jeg har
skrevet om i brevene. At jeg har ta’t doktorgraden
dernede – det fortalte jeg dig jo igår.

Frøken Tesman.

Ja, sådant noget, ja. Men jeg mener, – om du
ikke har nogen – nogen sådanne – udsigter –?

Tesman.

Udsigter?

Frøken Tesman.

Herregud , Jørgen, – jeg er da din gamle tante!

s. 364

Tesman.

Jo-visst har jeg udsigter, jo.

Frøken Tesman.

Nå!

Tesman.

Jeg har jo de aller bedste udsigter til at bli’
professor en af dagene.

Frøken Tesman.

Ja, professor, ja –

Tesman.

Eller, – jeg kan gerne sige, jeg har visshed
for, at jeg blir det. Men, snille tante Julle, – det
véd du jo selv så godt!

Frøken Tesman
(småleende).

Ja visst gør jeg så. Du har ret i det. (slår over.)
– Men det var rejsen, vi snakked om. – Den må
da ha’ kostet svært mange penge, Jørgen?

Tesman.

Nå, Herregud , – det store stipendium hjalp da
et godt stykke på vejen.

Frøken Tesman.

Men jeg kan bare ikke skønne, at du fik det
til at strække til for to.

Tesman.

Nej, nej, det er ikke så ligetil at skønne heller?
Hvad?

Frøken Tesman.

Og så det til, når det er en dame, en rejser

s. 365

med. For det skal nu falde så urimelig meget dyrere,
har jeg hørt sige.

Tesman.

Ja, det forstår sig, – noget dyrere falder det jo.
Men Hedda måtte ha’ den rejsen, tante! Hun
måtte virkelig det. Det vilde ikke ha’ passet sig
andet.

Frøken Tesman.

Nej, nej, det vilde vel ikke det. For en bryl-
lupsrejse hører jo ligesom til nutildags. – Men sig
mig så, – har du nu fåt set dig rigtig om i lejlig-
heden?

Tesman.

Ja, det kan du tro. Jeg har været på færde
lige siden det blev lyst.

Frøken Tesman.

Og hvad synes du så om det alt sammen?

Tesman.

Udmærket! Ganske udmærket! Der er bare
det, jeg ikke kan forstå, hvad vi skal gøre med de
to tomme værelserne, som ligger imellem bagstuen
der og Heddas sovekammer.

Frøken Tesman
( småler ).

Å, min kære Jørgen, dem kan der nok bli’ brug
for – sådan med tiden.

Tesman.

Ja, det har du sandelig ret i, tante Julle! For
efterhånden som jeg forøger min bogsamling, så –.
Hvad?

Henrik Ibsens samlede værker. VIII.

s. 366

Frøken Tesman.

Netop, min kære gut. Det var bogsamlingen,
jeg tænkte på.

Tesman.

Mest glad er jeg nu for Heddas skyld. Før vi
blev forlovet, sa’ hun jo så tidt, at hun aldrig brød
sig om at bo noget andet steds, end i statsrådinde
Falks villa.

Frøken Tesman.

Ja, tænk, – og så skulde det træffe sig så, at
den blev til salgs. Just som I var rejst.

Tesman.

Ja, tante Julle, vi havde rigtignok lykken med
os. Hvad?

Frøken Tesman.

Men dyrt, min kære Jørgen! Dyrt blir det for
dig, – alt dette her.

Tesman
(ser lidt forsagt på hende).

Ja, det blir vel kanske det, tante?

Frøken Tesman.

Å, du store Gud !

Tesman.

Hvor meget, tror du? Så omtrent? Hvad?

Frøken Tesman.

Nej, det kan jeg umulig vide, før alle regnin-
gerne kommer.

Tesman.

Nå, heldigvis så har jo assessor Brack betinget
så læmpelige vilkår for mig. Det skrev han selv til
Hedda.

s. 367

Frøken Tesman.

Ja, ængst dig aldrig for det, min gut. – Møb-
lerne og alle tæpperne har jeg desuden gi’t sikker-
hed for.

Tesman.

Sikkerhed? Du? Kære tante Julle, – hvad
slags sikkerhed kunde du gi’?

Frøken Tesman.

Jeg har gi’t anvisning på rentepengene?

Tesman
(springer op).

Hvad! På dine – og tante Rinas rentepenge!

Frøken Tesman.

Ja, jeg vidste ikke nogen anden udvej, ser du.

Tesman
(stiller sig foran hende).

Men er du da ble’t rent gal, tante! De rente-
pengene, – det er jo det eneste, som du og tante
Rina har at leve af.

Frøken Tesman.

Nå, nå, – tag da ikke så på vej for det. Det
hele er bare en formsag, skønner du. Det sa’ asses-
sor Brack også. For det var ham, som var så snil
at ordne det alt sammen for mig. Bare en formsag,
sa’ han.

Tesman.

Ja, det kan være godt nok. Men alligevel –

Frøken Tesman.

For nu får du jo din egen gage at ta’ af. Og,
Herregud , om vi også måtte punge lidt ud –? Spæ’

24*

s. 368

lidt til i førstningen –? Det vilde jo bare være
ligesom en lykke for os, det.

Tesman.

Å, tante, – aldrig blir du da træt af at ofre
dig for mig!

Frøken Tesman
(rejser sig og lægger hænderne på hans skuldre).

Har jeg da nogen anden glæde i denne verden
end at jævne vejen for dig, min kære gut? Du, som
hverken har havt far eller mor at holde dig til. Og
nu står vi ved målet, du! Det kunde se sort ud
imellemstunder. Men, Gud ske lov, nu er du ovenpå,
Jørgen!

Tesman.

Ja, det er i grunden mærkeligt, sådan som al-
ting har føjet sig.

Frøken Tesman.

Ja, – og de, som stod dig imod – og vilde
stænge for dig, – de får såmæn ligge under. De er
faldne, de, Jørgen! Han, som var dig den farligste,
– han faldt nu værst, han. – Og nu ligger han der,
som han har redet for sig, – stakkers forvildede
menneske.

Tesman.

Har du hørt noget om Ejlert? Siden jeg rejste,
mener jeg.

Frøken Tesman.

Ikke andet end at han skal ha’ git ud en ny bog.

Tesman.

Hvad for noget? Ejlert Løvborg? Nu nylig?
Hvad?

s. 369

Frøken Tesman.

Ja, de siger så. Gud véd, om der kan være
stort ved den, du? Nej, når din nye bog kommer,
– det blir vel noget andet, det, Jørgen! Hvad skal
den handle om?

Tesman.

Den kommer til at handle om den brabantske
husflid i middelalderen.

Frøken Tesman.

Nej, tænk, – at du kan skrive om sådant
noget også!

Tesman.

For resten kan det komme til at vare længe
med den bogen endnu. Jeg har jo disse vidtløftige
samlinger, som må ordnes først, ser du.

Frøken Tesman.

Ja, ordne og samle, – det kan du rigtignok.
Du er ikke for ingenting salig Jochums søn.

Tesman.

Jeg glæder mig også så svært til at gå ivej
med det. Helst nu, da jeg har fåt mit eget hygge-
lige hus og hjem til at arbejde i.

Frøken Tesman.

Og først og fremst nu, da du har fåt hende,
som dit hjerte begærte, kære Jørgen.

Tesman
(omfavner hende).

Å ja, ja, tante Julle! Hedda, – det er nu det
aller dejligste af det hele! (ser mod døråbningen.) Der
tror jeg hun kommer. Hvad?

s. 370

(Hedda kommer fra venstre side gennem bagværelset. Hun er en dame
på 29 år. Ansigt og skikkelse ædelt og fornemt formet. Hudfarven er
af en mat bleghed. Øjnene er stålgrå og udtrykker en kold, klar ro.
Håret er smukt mellembrunt, men ikke synderlig fyldigt. Hun er klædt
i en smagfuld, noget løst siddende formiddagsdragt.)

Frøken Tesman
(går Hedda imøde).

Godmorgen, kære Hedda! Hjertelig godmorgen!

Hedda
(rækker hende hånden).

Godmorgen, kære frøken Tesman! Så tidlig på
visit? Det var jo venligt.

Frøken Tesman
(synes noget forlegen).

Nå, – har så den unge fruen sovet godt i sit
nye hjem?

Hedda.

Å jo, tak! Så tålelig.

Tesman
( ler ).

Tålelig! Nej, nu er du god, Hedda! Du sov
såmæn som en sten, da jeg stod op.

Hedda.

Heldigvis. For resten så må man jo vænne sig
til alt nyt, frøken Tesman. Sådan lidt efter lidt.
(ser mod venstre.) Uh, – der har pigen sat altandøren
åben. Her står ind et helt hav af sol.

Frøken Tesman
(går mod døren).

Nå, så skal vi lukke.

Hedda.

Nej, nej, ikke det! Kære Tesman, træk for-
hængene sammen. Det gir mildere lys.

s. 371

Tesman
(ved døren).

Ja vel, – ja vel. – Se så, Hedda, – nu har du
både skygge og frisk luft.

Hedda.

Ja, frisk luft kan her virkelig behøves. Alle
disse velsignede blomsterne –. Men, kære, – vil
De ikke ta’ plads, frøken Tesman?

Frøken Tesman.

Nej mange tak. Nu véd jeg jo, at her står
godt til, – Gud ske lov! Og så får jeg se at komme
mig hjemover igen. Til hende, som ligger og venter
så sårt, stakker.

Tesman.

Hils hende endelig så mange gange fra mig, du.
Og sig, at jeg kommer indom og ser til hende senere
idag.

Frøken Tesman.

Ja, ja, det skal jeg nok gøre. Men det er sandt,
Jørgen – (famler i kjolelommen.) Det havde jeg sånær
glemt. Her har jeg noget med til dig.

Tesman.

Hvad er det for noget, tante? Hvad?

Frøken Tesman
(trækker op en flad pakke i avispapir og rækker ham den).

Se her, min kære gut.

Tesman
(åbner).

Nej, Herregud , – har du gemt dem for mig,
tante Julle! Hedda! Det er virkelig rørende, du!
Hvad?

s. 372

Hedda
(ved etagèrerne til højre).

Ja, kære, hvad er det da?

Tesman.

Mine gamle morgensko! Tøflerne, du!

Hedda.

Ja så. Jeg husker, du talte ofte om dem på
rejsen.

Tesman.

Ja, jeg savned dem så svært. (går hen til hende.)
Her skal du få se dem, Hedda!

Hedda
(går hen mod ovnen).

Nej tak, det bryr jeg mig virkelig ikke om.

Tesman
(følger efter).

Tænk, du, – de har tante Rina ligget og bro-
deret for mig. Så syg, som hun var. Å, du kan
ikke tro, hvor mange erindringer, der knytter sig
til dem.

Hedda
(ved bordet).

Ikke egentlig for mig.

Frøken Tesman.

Det kan jo Hedda ha’ ret i, Jørgen.

Tesman.

Ja, men jeg synes, at nu, da hun hører til fa-
miljen –

s. 373

Hedda
(afbrydende).

Med den pigen kommer vi visst aldrig ud af
det, Tesman.

Frøken Tesman.

Ikke ud af det med Berte?

Tesman.

Kære, – hvor falder du på det? Hvad?

Hedda
(peger).

Se der! Der har hun lagt sin gamle hat efter
sig på stolen.

Tesman
(forskrækket, slipper morgenskoene på gulvet).

Men Hedda da –!

Hedda.

Tænk, – om nogen kom og så sligt.

Tesman.

Nej men, Hedda, – det er jo tante Julles hat!

Hedda.

Så?

Frøken Tesman
(tager hatten).

Ja såmæn er det min. Og gammel er den nu
for resten ikke, lille fru Hedda.

Hedda.

Jeg så virkelig ikke så nøje på den, frøken
Tesman.

s. 374

Frøken Tesman
(bindør hatten på sig).

Det er sandfærdelig den første gang jeg har
den på. Ja, det véd den gode Gud, at det er.

Tesman.

Og stadselig er den også. Rigtig pragtfuld!

Frøken Tesman.

Å, der er måde med det, min kære Jørgen. ( ser
sig om.) Parasollen –? Nå her. (tar den.) For den er
også min. (mumler.) Ikke Bertes.

Tesman.

Ny hat og ny parasol! Nej, tænk, Hedda!

Hedda.

Smukt og nydeligt er det.

Tesman.

Ja, ikke sandt? Hvad? Men, tante, se da
rigtig på Hedda, før du går! Se , hvor smuk og
nydelig hun er!

Frøken Tesman.

Å, kære, det er da ikke noget nyt. Hedda har
jo været dejlig alle sine dage.

( hun nikker og går mod højre.)

Tesman
(følger efter).

Ja, men har du lagt mærke til, hvor fyldig og
frodig hun er ble’t? Hvor svært hun har lagt sig
ud på rejsen?

Hedda
(går henover gulvet).

Å, lad da være –!

s. 375

Frøken Tesman
(har standset og vendt sig).

Lagt sig ud?

Tesman.

Ja, tante Julle, du kan ikke så godt se det, nu
hun har den kjolen på sig. Men jeg, som har an-
ledning til at –

Hedda
(ved glasdøren, utålmodig).

Å, du har ikke anledning til nogenting!

Tesman.

Det må være fjeldluften der nede i Tyrol –

Hedda
(kort, afbrydende).

Jeg er akkurat nu, som da jeg rejste.

Tesman.

Ja, det påstår du. Men nej såmæn om du er.
Synes ikke du også, tante?

Frøken Tesman
(har foldet hænderne og stirrer på hende).

Dejlig, – dejlig, – dejlig er Hedda. (går hen til
hende, bøjer med begge hænder hendes hode og kysser hende på
håret.) Gud velsigne og bevare Hedda Tesman. For
Jørgens Skyld.

Hedda
(gør sig læmpeligt løs).

Å –! Slip mig så.

Frøken Tesman
(i stille bevægelse).

Hver evige dag kommer jeg indom til jer to.

s. 376

Tesman.

Ja, gør endelig det, tante! Hvad?

Frøken Tesman.

Farvel, – farvel!

( hun går ud gennem forstuedøren. Tesman følger hende ud. Døren blir
stående halvt åben. Tesman høres at gentage sine hilsener til tante Rina
og takke for morgenskoene.)

(Samtidigt hermed går Hedda om på gulvet, hæver armene, knytter
hænderne som i raseri. Slår så forhængene fra glasdøren, blir stående
der og ser ud.)

(Lidt efter kommer Tesman ind igen og lukker døren efter sig.)

Tesman
(tar morgenskoene op fra gulvet).

Hvad er det du står og ser på, Hedda?

Hedda
(igen rolig og behersket).

Jeg står bare og ser på løvet. Det er så gult.
Og så vissent.

Tesman
(pakker skoene ind og lægger dem på bordet).

Ja, vi er jo også ude i September nu.

Hedda
(atter urolig).

Ja tænk, – nu er vi allerede i – i September.

Tesman.

Synes du ikke tante Julle var underlig, du?
Næsten højtidelig? Kan du begribe, hvad der gik
af hende? Hvad?

Hedda.

Jeg kender hende jo næsten ikke. Plejer hun
ikke ofte være så?

s. 377

Tesman.

Nej, ikke på den måde som idag.

Hedda
(går fra glasdøren).

Tror du hun tog sig nær af dette her med
hatten?

Tesman.

Å, ikke videre. Kanske en liden smule i øje-
blikket –

Hedda.

Men hvad er det også for manér at slænge sin
hat fra sig her inde i salonen! Man bruger ikke det.

Tesman.

Nå, du kan være viss på, tante Julle gør det
ikke oftere.

Hedda.

For resten så skal jeg nok jævne det ud med
hende.

Tesman.

Ja, kære, snille Hedda, hvis du vilde det!

Hedda.

Når du går ind til dem senere idag, så kan du
jo be’ hende herud til iaften.

Tesman.

Ja, det skal jeg rigtig gøre. Og så er der én
ting til, som du kunde glæde hende så umådelig med.

Hedda.

Nå?

Tesman.

Hvis du bare kunde overvinde dig til at sige
du til hende. For min skyld, Hedda? Hvad?

s. 378

Hedda.

Nej, nej, Tesman, – det må du, ved Gud , ikke
be’ mig om. Jeg har sagt dig det engang før. Jeg
skal prøve på at kalde hende tante. Og dermed får
det være nok.

Tesman.

Ja-ja da. Men jeg synes bare, at nu, da du
hører til familjen, så –

Hedda.

Hm, – jeg véd nu rigtignok ikke –

( hun går opover gulvet mod døråbningen.)

Tesman
(lidt efter).

Er der noget ivejen med dig, Hedda? Hvad?

Hedda.

Jeg ser bare på mit gamle piano. Det står ikke
rigtig godt sammen med alt dette andet.

Tesman.

Første gang jeg hæver gage, så skal vi se at
få det byttet.

Hedda.

Nej, nej, – ikke byttet. Jeg vil ikke af med
det. Vi kan heller stille det der inde i bagværelset.
Og så kan vi jo få et andet her i stedet. Sådan
ved lejlighed, mener jeg.

Tesman
(lidt forsagt).

Ja, – det kan vi jo også gøre.

Hedda
(tar buketten på pianoet).

De blomster stod ikke her inat da vi kom.

s. 379

Tesman.

Tante Julle har visst havt dem med til dig.

Hedda
(ser ind i buketten).

Et visitkort. (tar det ud og læser:) «Kommer igen
senere på dagen». Kan du gætte, hvem det er fra?

Tesman.

Nej. Fra hvem da? Hvad?

Hedda.

Her står «Fru foged Elvsted».

Tesman.

Nej virkelig? Fru Elvsted! Frøken Rysing, som
hun hed før.

Hedda.

Ja netop. Hun med det irriterende håret, som
hun gik omkring og gjorde opsigt med. Din gamle
flamme, har jeg hørt sige.

Tesman
( ler ).

Nå, det stod ikke længe på. Og så var det nu
før jeg kendte dig, det, Hedda. Men tænk, – at
hun er i byen.

Hedda.

Besynderligt, at hun gør visit hos os. Jeg
kender hende jo næsten bare fra institutet.

Tesman.

Ja, jeg har såmæn heller ikke set hende på –
Gud véd, hvor lang tid. At hun kan holde det ud
der oppe i slig en afkrog. Hvad?

s. 380

Hedda
(tænker sig om og siger pludseligt).

Hør, Tesman, – er det ikke der oppe et steds,
at han holder til, – han, – Ejlert Løvborg?

Tesman.

Jo, det er netop oppe på de kanter.

(Berte kommer i døren til forstuen.)

Berte.

Frue, nu er hun her igen, den damen, som var
indom og gav blomster af for en stund siden. (peger.)
De, som fruen står med.

Hedda.

Ah, er hun det? Ja, vil De så la’ hende
komme ind.

(Berte åbner døren for fru Elvsted og går selv ud. – Fru Elvsted er
en spæd skikkelse med smukke, bløde ansigtsformer. Øjnene er lyseblå,
store, runde og noget fremstående, med et forskræmt spørgende udtryk.
Håret er påfaldende lyst, næsten hvidgult, og usædvanlig rigt og bøl-
gende. Hun er et par år yngre end Hedda. Påklædningen er mørk
visitdragt, der er smagfuld, men ikke helt efter nyeste mode.)

Hedda
(går hende venlig imøde).

God dag, bedste fru Elvsted. Det var da mor-
somt at få se Dem igen engang.

Fru Elvsted
(nervøs, søger at beherske sig).

Ja, det er svært længe siden vi mødtes.

Tesman
(rækker hende hånden).

Og vi to også. Hvad?

Hedda.

Tak for Deres dejlige blomster –

s. 381

Fru Elvsted.

Å, jeg be’r –. Jeg vilde ha’ været her straks
igår eftermiddag. Men så fik jeg høre, at De var
ude på rejse –

Tesman.

Er De nylig kommen til byen? Hvad?

Fru Elvsted.

Jeg kom her til igår ved middagstider. Å, jeg
blev så rent fortvilet, da jeg hørte, at De ikke var
hjemme.

Hedda.

Fortvilet! Hvorfor det?

Tesman.

Men bedste, kære fru Rysing – fru Elvsted
vilde jeg sige –

Hedda.

Der er da vel ikke noget slags galt på færde?

Fru Elvsted.

Jo, der er. Og jeg véd ikke noget levende men-
neske herinde, som jeg ellers kunde vende mig til.

Hedda
(lægger buketten på bordet).

Kom, – så sætter vi os her på sofaen –

Fru Elvsted.

Å, jeg har hverken rist eller ro til at sidde!

Hedda.

Jo visst har De så. Kom så her.

( hun drager fru Elvsted ned på sofaen og sætter sig ved siden af hende.)

Henrik Ibsens samlede værker. VIII.

s. 382

Tesman.

Nå? Og så, frue –?

Hedda.

Er der hændt noget særdeles der oppe hos Dem?

Fru Elvsted.

Ja, – det både er og det ikke er. Å, – jeg
vilde så inderlig gerne, at De ikke skulde misforstå
mig –

Hedda.

Men så gør De rigtig rettest i at tale rent ud,
fru Elvsted.

Tesman.

For det er da vel derfor De kommer. Hvad?

Fru Elvsted.

Ja, ja, – det er jo det. Og så får jeg da sige
Dem, – hvis De ikke alt véd det, – at Ejlert Løv-
borg også er i byen.

Hedda.

Er Løvborg –!

Tesman.

Nej, er Ejlert Løvborg kommen tilbage igen!
Tænk det, Hedda!

Hedda.

Herregud , jeg hører det jo.

Fru Elvsted.

Han har nu alt været her en uges tid. Tænke
sig til, – en hel uge! I denne farlige by. Alene!
Med alt det slette selskab, som her findes.

s. 383

Hedda.

Men, bedste fru Elvsted, – hvad kommer han
egentlig Dem ved?

Fru Elvsted
( ser forskræmt på hende og siger hurtigt):

Han har været lærer for børnene.

Hedda.

For Deres børn?

Fru Elvsted.

For min mands. Jeg har ingen.

Hedda.

For stedbørnene altså.

Fru Elvsted.

Ja.

Tesman
(noget famlende).

Var han da så vidt, – jeg véd ikke hvorledes
jeg skal udtrykke mig, – så vidt – regelmæssig i
liv og levnet, at man kunde sætte ham til det?
Hvad?

Fru Elvsted.

I de sidste par år har der ikke været noget at
sige på ham.

Tesman.

Nej virkelig ikke? Tænk det, Hedda!

Hedda.

Jeg hører det.

Fru Elvsted.

Ikke det ringeste, forsikkrer jeg Dem! Ikke i
nogen henseende. Men alligevel –. Nu, da jeg véd

25*

s. 384

ham her inde – i den store byen –. Og med de
mange penge mellem hænderne. Nu er jeg så døde-
lig ræd for ham.

Tesman.

Men hvorfor blev han så ikke heller der oppe,
hvor han var? Hos Dem og Deres mand? Hvad?

Fru Elvsted.

Da bogen var kommet ud, så havde han ikke
længer rist eller ro på sig oppe hos os.

Tesman.

Ja, det er sandt, – tante Julle sa’, han havde
gi’t ud en ny bog.

Fru Elvsted.

Ja, en stor ny bog, som handler om kultur-
gangen – sådan i det hele. Det er nu en fjorten
dage siden. Og da den blev købt og læst så meget
– og gjorde så svært stor opsigt –

Tesman.

Så det gjorde den altså? Da må det vel være
noget, han har havt liggende fra sine gode dage.

Fru Elvsted.

Fra før af, mener De?

Tesman.

Ja vel.

Fru Elvsted.

Nej, han har skrevet det alt sammen oppe hos
os. Nu – i det sidste år.

Tesman.

Det er jo glædeligt at høre, Hedda! Tænk
det, du!

s. 385

Fru Elvsted.

Ak ja, når det nu bare måtte vare ved!

Hedda.

Har De truffet ham her inde?

Fru Elvsted.

Nej, endnu ikke. Jeg havde så megen møje
med at få hans adresse opspurgt. Men nu imorges
så fik jeg den da endelig.

Hedda
(ser forskende hen til hende).

I grunden synes jeg, det er lidt underligt af
Deres mand – hm –

Fru Elvsted
(farer nervøst sammen).

Af min mand! Hvilket?

Hedda.

At han sender Dem til byen i et sligt ærende.
At han ikke rejser selv ind og ser til sin ven.

Fru Elvsted.

Å, nej, nej, – min mand har ikke tid til det.
Og så var det – nogen indkøb, jeg skulde gøre.

Hedda
(smiler let).

Nå, det er jo en anden sag.

Fru Elvsted
(rejser sig hurtigt og i uro).

Og nu ber jeg Dem så bønligt, herr Tesman, –
tag godt imod Ejlert Løvborg, hvis han kommer til
Dem! Og det gør han sikkert. Herregud , – De har
jo været så gode venner før i tiden. Og så er det

s. 386

jo de selv-samme studeringer, som De begge to driver
på med. De samme videnskaber, – så vidt jeg kan
skønne.

Tesman.

Nå, det var det da før ialfald.

Fru Elvsted.

Ja, og derfor ber jeg Dem så indstændigt, at
De endelig – De også – at De vil ha’ et vågent
øje med ham. Å, ikke sandt, herr Tesman, – De
lover mig dog det?

Tesman.

Ja, så inderlig gerne, fru Rysing –

Hedda.

Elvsted.

Tesman.

Jeg skal såmæn gøre for Ejlert alt, hvad der
bare står i min magt. Det kan De forlade Dem på.

Fru Elvsted.

Å, hvor det er velsignet snilt af Dem! (trykker
hans hænder.) Tak, tak, tak! (forskrækket.) Ja, for min
mand holder så svært af ham!

Hedda
(rejser sig).

Du skulde skrive ham til, Tesman. For kanske
han ikke kommer til dig sådan af sig selv.

Tesman.

Ja, det turde vel være det rigtigste, det, Hedda?
Hvad?

Hedda.

Og gør det jo før jo heller. Nu straks, synes jeg.

s. 387

Fru Elvsted
(bønligt).

Å ja, dersom De vilde det!

Tesman.

Jeg skriver i dette øjeblik. Har De hans adresse,
fru – fru Elvsted?

Fru Elvsted.

Ja. (tar en liden seddel op af lommen og rækker ham den.)
Her står det.

Tesman.

Godt, godt. Så går jeg ind – ( ser sig om.) Det
er sandt, – tøflerne? Nå her.

( tar pakken og vil gå.)

Hedda.

Skriv nu endelig varmt og venskabeligt til ham.
Og dygtig langt også.

Tesman.

Ja, det skal jeg nok.

Fru Elvsted.

Men endelig ikke et ord om, at jeg har bedt
for ham!

Tesman.

Nej, det forstår sig da af sig selv. Hvad?

( han går igennem bagstuen til højre.)

Hedda
(går hen til fru Elvsted, smiler og siger dæmpet):

Se så! Nu slog vi to fluer med ét smæk.

Fru Elvsted.

Hvorledes mener De det?

s. 388

Hedda.

Forstod De ikke, at jeg vilde ha’ ham afsted?

Fru Elvsted.

Ja, for at skrive det brevet –

Hedda.

Og så for at få tale alene med Dem.

Fru Elvsted
(forvirret).

Om det samme!

Hedda.

Ja, just om det.

Fru Elvsted
(angst).

Men der er ikke mere, fru Tesman! Virkelig
ikke mere!

Hedda.

Å jo såmæn er der så. Der er betydelig mere.
Så meget forstår jeg da. Kom her, – så sætter vi
os rigtig fortrolig sammen.

( hun tvinger fru Elvsted ned i lænestolen ved ovnen og sætter sig selv
på en af taburetterne.)

Fru Elvsted
(ængstelig, ser på sit uhr).

Men kære, bedste frue –. Jeg havde egentlig
tænkt at gå nu.

Hedda.

Å, det haster det da vel ikke med. – Nå? For-
tæl mig nu lidt om hvorledes De har det i hjemmet.

Fru Elvsted.

Å, det er just det, som jeg nødigst af alt vilde
røre ved.

s. 389

Hedda.

Men til mig, kære –? Herregud , vi gik jo i
institutet sammen.

Fru Elvsted.

Ja, men De sad en klasse over mig. Å, hvor
gruelig ræd jeg var for Dem dengang!

Hedda.

Var De ræd for mig?

Fru Elvsted.

Ja. Så gruelig ræd. For når vi mødtes på
trapperne, så brugte De altid at ruske mig i håret.

Hedda.

Nej, gjorde jeg det?

Fru Elvsted.

Ja, og en gang sa’ De, at De vilde svi’e det
af mig.

Hedda.

Å, det var jo bare løs snak, kan De vide.

Fru Elvsted.

Ja, men jeg var så dum dengang. – Og så
sidenefter ialfald – så er vi da kommet så langt –
langt ifra hinanden. Vore kredse var jo så rent for-
skellige.

Hedda.

Nå, så vil vi se at rykke hinanden nærmere
igen. Hør nu her! I institutet sa’ vi dog du til
hinanden. Og så kaldte vi hinanden ved fornavn –

Fru Elvsted.

Nej, det tar De sikkert fejl i.

s. 390

Hedda.

Nej visst gør jeg ikke, nej! Jeg husker det så
tydeligt. Og derfor vil vi være fortrolige, nu som i
gamle dage. (flytter sig nærmere på taburetten.) Se så! (kysser
hende på kindet.) Nu siger du du til mig og kalder mig
Hedda.

Fru Elvsted
(trykker og klapper hendes hænder).

Å, så megen godhed og venlighed –! Det er
noget, jeg slet ikke er vant til.

Hedda.

Så, så, så! Og jeg siger du til dig, ligesom
før, og kalder dig min kære Thora.

Fru Elvsted.

Thea heder jeg.

Hedda.

Ja rigtig. Naturligvis. Thea mente jeg. (ser
deltagende på hende.) Så du er så lidet vant til godhed
og venlighed, du, Thea? I dit eget hjem?

Fru Elvsted.

Å, dersom jeg havde noget hjem! Men jeg har
ikke noget. Har aldrig havt noget.

Hedda
(ser lidt på hende).

Jeg har anet, at det måtte være noget af den
slags.

Fru Elvsted
( stirrer hjælpeløst frem for sig).

Ja, – ja, – ja.

Hedda.

Jeg kan ikke rigtig huske det nu. Men var

s. 391

det ikke fra først af som husbestyrerinde, at du kom
der op til fogdens?

Fru Elvsted.

Egentlig skulde det været som guvernante. Men
hans hustru, – hun dengang, – hun var svagelig, –
og sengeliggende for det meste. Så måtte jeg ta’
mig af huset også.

Hedda.

Men så, – til slut, – så blev du husets frue.

Fru Elvsted
(tungt).

Ja, så blev jeg det.

Hedda.

Lad mig se –. Hvor længe er nu omtrent det
siden?

Fru Elvsted.

At jeg blev gift?

Hedda.

Ja.

Fru Elvsted.

Det er nu en fem år siden.

Hedda.

Ja rigtig; det må det være.

Fru Elvsted.

Å, disse fem år –! Eller mest de to–tre sidste
da. Å, dersom De kunde tænke Dem til –

Hedda
(slår hende let over hånden).

De? Fy, Thea!

s. 392

Fru Elvsted.

Nej, nej, jeg skal prøve på det. – Ja dersom –
du bare kunde ane og forstå –

Hedda
(henkastende).

Ejlert Løvborg har jo også været der oppe en
tre års tid, tror jeg.

Fru Elvsted
(ser usikkert på hende).

Ejlert Løvborg? Ja, – han har det.

Hedda.

Kendte du ham allerede her fra byen af?

Fru Elvsted.

Næsten slet ikke. Ja, det vil sige, – af navn
naturligvis.

Hedda.

Men så der oppe, – der kom han altså i huset
til jer?

Fru Elvsted.

Ja, han kom hver dag over til os. Han skulde
jo læse med børnene. For jeg alene kunde ikke i
længden magte det alt sammen.

Hedda.

Nej, det er begribeligt. – Og din mand –?
Han er vel sagtens ofte ude på rejser?

Fru Elvsted.

Ja. De – du kan vide, at som foged må han
tidt rejse omkring i distriktet.

s. 393

Hedda
(læner sig mod stolarmen).

Thea, – stakkers søde Thea, – nu skal du
fortælle mig alting, – således som det er.

Fru Elvsted.

Ja, så får du spørge da.

Hedda.

Hvorledes er egentlig din mand, du, Thea? Jeg
mener, – sådan – i omgang. Er han god imod dig?

Fru Elvsted
(undvigende).

Han tror visst selv, at han gør alt på det bedste.

Hedda.

Jeg synes bare han må være altfor gammel for
dig. Visst over de tyve år ældre?

Fru Elvsted
(irriteret).

Det også. Det ene med det andet. Alt er mig
imod hos ham! Vi ejer ikke en tanke sammen.
Ingen verdens ting, – han og jeg.

Hedda.

Men holder han ikke alligevel af dig? Sådan
på sin måde?

Fru Elvsted.

Å, jeg véd ikke, hvad han gør. Jeg er visst
bare nyttig for ham. Og så koster det ikke så stort
at holde mig. Jeg er billig.

Hedda.

Det er dumt af dig.

s. 394

Fru Elvsted
(ryster på hodet ).

Kan ikke være anderledes. Ikke med ham. Han
holder visst ikke rigtig af nogen anden end sig selv.
Og så kanske lidt af børnene.

Hedda.

Og så af Ejlert Løvborg, Thea.

Fru Elvsted
(ser hen på hende).

Af Ejlert Løvborg! Hvor kan du falde på det?

Hedda.

Men, kære, – jeg synes da, at når han sender
dig helt herind til byen efter ham – (smiler næsten
umærkeligt.) Og desuden så sa’ du det jo selv til
Tesman.

Fru Elvsted
(med en nervøs trækning).

Nå så? Ja, jeg gjorde nok det. (udbryder dæmpet.)
Nej, – jeg får lige så godt sige dig det først som
sidst! For det kommer jo så for dagens lys alligevel.

Hedda.

Men, min kære Thea –?

Fru Elvsted.

Nå, kort og godt da! Min mand vidste sletikke
af, at jeg rejste.

Hedda.

Hvad for noget! Vidste ikke din mand af det!

Fru Elvsted.

Nej naturligvis. Han var desuden ikke hjemme.
Var på rejse, han også. Å, jeg kunde ikke holde

s. 395

det ud længer, Hedda! Rent umuligt! Så alene,
som jeg herefter vilde bli’ deroppe.

Hedda.

Nå? Og så?

Fru Elvsted.

Så pakked jeg nogen af mine sager sammen,
ser du. Det nødvendigste. Sådan i al stilhed. Og
så gik jeg fra gården.

Hedda.

Uden videre?

Fru Elvsted.

Ja. Og rejste så med jernbanen lige herind til
byen.

Hedda.

Men, min kære, gode Thea, – at du turde
vove det!

Fru Elvsted
(rejser sig og går hen over gulvet).

Ja, hvad i al verden skulde jeg vel andet gøre!

Hedda.

Men hvad tror du da din mand vil sige, når du
kommer hjem igen?

Fru Elvsted
(ved bordet, ser hen på hende).

Der op til ham?

Hedda.

Ja vel, – ja vel?

Fru Elvsted.

Der op til ham kommer jeg aldrig mere.

s. 396

Hedda
(rejser sig og går nærmere).

Du er altså, – for fuldt alvor, – rejst ifra det
altsammen?

Fru Elvsted.

Ja. Jeg syntes ikke, der var andet for mig at
gøre.

Hedda.

Og så – at du gik så rent åbenlyst.

Fru Elvsted.

Å, sligt noget kan jo ikke lægges dølgsmål på
alligevel.

Hedda.

Men hvad tror du så, folk vil sige om dig,
Thea?

Fru Elvsted.

De får i Guds navn sige, hvad de vil. (sætter sig
træt og tungt i sofaen.) For jeg har ikke gjort andet end
jeg måtte gøre.

Hedda
(efter en kort taushed).

Hvad tænker du nu at ta’ dig til? Hvad vil
du slå ind på?

Fru Elvsted.

Det véd jeg ikke endnu. Jeg véd bare, at jeg
må leve her, hvor Ejlert Løvborg lever. – Hvis jeg
skal leve da.

Hedda
(flytter en stol nærmere fra bordet, sætter sig hos hende og stryger
hendes hænder).

Du, Thea, – hvorledes kom dette – dette ven-
skabsforhold – mellem dig og Ejlert Løvborg?

s. 397

Fru Elvsted.

Å, det kom sådan lidt efter lidt. Jeg fik lige-
som et slags magt over ham.

Hedda.

Så?

Fru Elvsted.

Han la’ af sine gamle vaner. Ikke fordi jeg bad
ham om det. For det turde jeg aldrig gøre. Men
han mærked nok, at sligt noget var mig imod. Og
så lod han det fare.

Hedda
(dølger et uvilkårligt hånsmil).

Du har altså genoprejst ham, – som man siger,
– du, lille Thea.

Fru Elvsted.

Ja, det siger han selv i det mindste. Og han,
– på sin side, – han har gjort et slags virkeligt
menneske ud af mig. Lært mig at tænke – og for-
stå både det ene og det andet.

Hedda.

Læste han kanske med dig også?

Fru Elvsted.

Nej, ikke just læste. Men han talte med mig.
Talte om så uendelig mangt og meget. Og så kom
den dejlige, lykkelige tid, da jeg fik del i hans ar-
bejde! Fik lov til at hjælpe ham!

Hedda.

Så det fik du?

Fru Elvsted.

Ja! Når han skrev noget, så måtte vi altid
være sammen om det.

Henrik Ibsens samlede værker. VIII.

s. 398

Hedda.

Som to gode kammerater altså.

Fru Elvsted
(livfuldt).

Kammerater! Ja tænk, Hedda, – så kaldte han
det også! – Å, jeg burde jo føle mig så inderlig
glad. Men jeg kan ikke det heller. For jeg véd jo
ikke, om det vil vare ved i længden.

Hedda.

Er du ikke sikrere på ham end som så?

Fru Elvsted
(tungt).

En kvindeskygge står imellem Ejlert Løvborg
og mig.

Hedda
(ser spændt på hende).

Hvem kan det være?

Fru Elvsted.

Véd ikke. En eller anden fra – fra hans fortid.
En, som han visst aldrig rigtig har glemt.

Hedda.

Hvad har han sagt – om dette her!

Fru Elvsted.

Han har bare en eneste gang – så løselig –
tydet hen på det.

Hedda.

Nå! Og hvad sa’ han så!

Fru Elvsted.

Han sa’, at da de skiltes, så vilde hun ha’
skudt ham med en pistol.

s. 399

Hedda
(koldt, behersket).

Å hvad! Sligt noget bruger man da ikke her.

Fru Elvsted.

Nej. Og derfor så tror jeg det må være den
rødhårede sangerinden, som han en tid –

Hedda.

Ja, det kan vel være.

Fru Elvsted.

For jeg husker, det blev sagt om hende, at hun
gik med ladte våben.

Hedda.

Nå, – så er det naturligvis hende da.

Fru Elvsted
(vrider hænderne).

Ja, men tænk dig, Hedda, – nu hører jeg, at
den sangerinden, – hun er i byen igen! Å, – jeg
er så rent fortvilet –

Hedda
(skotter mod bagværelset).

Hys! Nu kommer Tesman. (rejser sig og hvisker.)
Thea, – alt dette her må bli’ imellem dig og mig.

Fru Elvsted
(springer op).

Å ja, – ja! For Guds skyld –!

(Jørgen Tesman, med et brev i hånden, kommer fra højre side gennem
bagværelset.)

Tesman.

Se så, – nu er epistelen fix og færdig.

26*

s. 400

Hedda.

Det var jo vel. Men fru Elvsted vil nok gå,
tror jeg. Bi lidt. Jeg følger med til haveporten.

Tesman.

Du, Hedda, – kunde kanske Berte besørge
dette her?

Hedda
(tar brevet).

Jeg skal gi’ hende besked.

(Berte kommer fra forstuen.)

Berte.

Assessor Brack er her og siger, at han gerne
vilde hilse på herskabet.

Hedda.

Ja, bed assessoren værs’god komme ind. Og så,
– hør her, – kast så dette brevet i postkassen.

Berte
(tar brevet).

Ja vel, frue.

( hun åbner døren for assessor Brack og går selv ud. Assessoren er en
herre på 45 år. Undersætsig men velbygget og med elastiske bevægelser.
Ansigtet rundagtigt med nobel profil. Håret kortklippet, næsten sort
endnu og omhyggelig friseret. Øjnene livlige, spillende. Øjenbrynene
tykke. Knebelsbarten ligeså, med afstudsede spidser. Han er klædt i
elegant spadsérdragt, dog lidt for ungdommeligt for sin alder. Bruger
lorgnet, som han nu og da lar falde.)

Assessor Brack
(med hatten i hånden, hilser).

Tør man se indom så tidligt på dagen.

Hedda.

Ja såmæn tør man så.

s. 401

Tesman
(trykker hans hånd).

Altid velkommen skal De være. (forestiller.) As-
sessor Brack – frøken Rysing –

Hedda.

Åh –!

Brack
(bøjer sig).

Ah, – glæder mig særdeles –

Hedda
( ser på ham og ler ).

Det er virkelig morsomt at få beskue Dem ved
dagslys, assessor!

Brack.

Forandret – finder De kanske?

Hedda.

Ja, en smule yngre, synes jeg.

Brack.

Takker forbindtligst.

Tesman.

Men hvad siger så De om Hedda! Hvad? Ser
ikke hun frodig ud? Hun formelig –

Hedda.

Å, lad endelig mig bli’ udenfor. Tak heller as-
sessoren for al den ulejlighed, han har havt –

Brack.

Å hvad, – det var mig bare en fornøjelse –

Hedda.

Ja, De er en trofast sjæl. Men min veninde

s. 402

står her og brænder efter at komme afsted. På
gensyn, assessor. Jeg er her straks igen.

( gensidige hilsener. Fru Elvsted og Hedda går ud gennem forstuedøren.)

Brack.

Nå, – er nu Deres hustru så nogenlunde for-
nøjet –?

Tesman.

Ja, vi kan ikke noksom takke Dem. Det vil
sige, – lidt omflytning hist og her blir jo nødvendig,
hører jeg. Og så mangler der jo et og andet. Vi
blir nok nødt til at anskaffe en del småting til.

Brack.

Ja så? Virkelig?

Tesman.

Men det skal ikke De få noget besvær med.
Hedda sa’, at hun vilde selv sørge for det, som
mangler. – Skal vi så ikke ta’ plads? Hvad?

Brack.

Tak, et lidet øjeblik. (sætter sig ved bordet.) Der
er noget, jeg gerne vilde tale med Dem om, kære
Tesman.

Tesman.

Så? Ah, forstår! (sætter sig.) Det er vel sagtens
den alvorlige del af festen, som begynder nu. Hvad?

Brack.

Å, de pengesagerne haster det jo ikke så svært
med endnu. For øvrigt skulde jeg nok ønske, at vi
havde indrettet os en smule tarveligere.

Tesman.

Men det vilde jo aldeles ikke gåt an! Tænk da

s. 403

på Hedda, kære! De, som kender hende så godt –.
Jeg kunde da umulig by’ hende rent småborgerlige
omgivelser!

Brack.

Nej, nej, – det er jo netop knuden.

Tesman.

Og så – heldigvis – så kan det jo ikke vare
længe, før jeg får udnævnelsen.

Brack.

Å, ser De, – sådant noget kan ofte trække i
langdrag.

Tesman.

Har De kanske hørt noget nærmere? Hvad?

Brack.

Ikke sådan noget ganske bestemt –. (afbrydende.)
Men det er sandt, – en nyhed kan jeg da fortælle
Dem.

Tesman.

Nå?

Brack.

Deres gamle ven, Ejlert Løvborg, er kommen
til byen igen.

Tesman.

Det véd jeg allerede.

Brack.

Så? Hvor har De fåt vide det?

Tesman.

Hun fortalte det, den dame, som gik ud med
Hedda.

s. 404

Brack.

Ja så. Hvad var det hun hed? Jeg hørte ikke
rigtig –

Tesman.

Fru Elvsted.

Brack.

Aha, – fogdens frue altså. Ja, – det er nok
oppe hos dem han har havt sit tilhold.

Tesman.

Og tænk, – så hører jeg til min store glæde,
at han er ble’t et aldeles ordentligt menneske igen!

Brack.

Ja, man vil jo påstå det.

Tesman.

Og så skal han jo ha’ gi’t ud en ny bog. Hvad?

Brack.

Ja bevar’s!

Tesman.

Og den har jo vakt opsigt også!

Brack.

Ganske ualmindelig opsigt har den vakt.

Tesman.

Tænk, – er ikke det glædeligt at høre? Han, med
sine mærkværdige evner –. Jeg var så sørgeligt sik-
ker på, at han var gåt rent tilgrunde for bestandig.

Brack.

Det var nok også den almindelige mening om
ham.

s. 405

Tesman.

Men jeg begriber bare ikke, hvad han nu vil
ta’ sig til! Hvad i al verden skal han kunne få at
leve af? Hvad?

(Hedda er under de sidste ord kommen ind gennem forstuedøren.)

Hedda
(til Brack, ler lidt hånligt).

Altid går Tesman omkring og ængster sig for,
hvad man skal få at leve af.

Tesman.

Herregud , – vi sidder og taler om den stakkers
Ejlert Løvborg, du.

Hedda
(ser hurtigt hen på ham).

Ah så? (sætter sig i lænestolen ved ovnen og spørger lige-
gyldigt:) Hvad er der i vejen med ham?

Tesman.

Jo, – arven har han da visst sat overstyr for
længe siden. Og en ny bog kan han vel ikke skrive
hvert år. Hvad? Nå, – så spør’ jeg virkelig, hvad
der skal bli’ af ham.

Brack.

Det kunde jeg kanske fortælle Dem lidt om.

Tesman.

Nå?

Brack.

De må huske på, at han har slægtninge med
ikke så liden indflydelse.

Tesman.

Å, desværre , – slægtningerne, de har jo rent
slåt hånden af ham.

s. 406

Brack.

Før kaldte de ham dog for familjens håb.

Tesman.

Ja før, ja! Men det har han jo selv forspildt.

Hedda.

Hvem véd? (smiler let.) Oppe hos fogden Elv-
steds har de jo genoprejst ham –

Brack.

Og så dertil denne bogen, som er kommet –

Tesman.

Ja-ja , Gud gi’ at de så sandt vilde hjælpe ham
til et eller andet. Jeg har netop skrevet ham til.
Du, Hedda, jeg bad ham komme ud til os iaften.

Brack.

Men, kære, De skal jo med til mit ungkarlsgilde
iaften. Det lovte De jo på bryggen inat.

Hedda.

Havde du glemt det, Tesman?

Tesman.

Ja så sandelig havde jeg det.

Brack.

For øvrigt kan De visst være rolig for, at han
ikke kommer.

Tesman.

Hvorfor tror De det? Hvad?

Brack
(lidt nølende, rejser sig og støtter hænderne på stolryggen).

Kære Tesman –. Og De også, frue –. Jeg

s. 407

kan ikke forsvare at la’ Dem være i uvidenhed om
noget, som – som –

Tesman.

Noget, som angår Ejlert –?

Brack.

Både Dem og ham.

Tesman.

Men, kære assessor, så sig det da!

Brack.

De bør være forberedt på, at Deres udnævnelse
kanske ikke kommer så hurtigt, som De ønsker og
venter.

Tesman
(springer urolig op).

Er der kommet noget i vejen? Hvad?

Brack.

Besættelsen af posten turde kanske bli’ gjort
afhængig af en konkurrence –

Tesman.

Konkurrence! Tænk det, Hedda!

Hedda
(læner sig længere bagover i stolen).

Ah, se, – se !

Tesman.

Men med hvem da! Dog vel aldrig med –?

Brack.

Jo, netop. Med Ejlert Løvborg.

s. 408

Tesman
(slår hænderne sammen).

Nej, nej, – dette her er jo rent utænkeligt!
Rent umuligt! Hvad?

Brack.

Hm, – vi kan nok alligevel komme til at op-
leve det.

Tesman.

Nej men, assessor Brack, – det vilde da være
den utroligste hensynsløshed imod mig! (fægter med
armene.) Ja, for – tænk, – jeg er jo en gift mand!
Vi har jo giftet os på de udsigterne, Hedda og jeg.
Gåt hen og sat svær gæld. Og lånt penge af tante
Julle også. For, Herregud , – jeg havde da sågodt-
som løfte på stillingen. Hvad?

Brack.

Nå, nå, nå, – stillingen får De sagtens også.
Men først gennem en kappestrid.

Hedda
(ubevægelig i lænestolen).

Tænk, Tesman, – det blir næsten ligesom et
slags sport.

Tesman.

Men, kæreste Hedda, hvor kan du da ta’ dette
her så ligegyldigt!

Hedda
(som før).

Det gør jeg sletikke. Jeg er virkelig spændt på
udfaldet.

Brack.

I ethvert tilfælde, fru Tesman, så er det godt,
at De nu véd, hvorledes sagerne står. Jeg mener, –

s. 409

forinden De går ivej med de små indkøb, som jeg
hører De truer med.

Hedda.

Dette her kan ingen forandring gøre.

Brack.

Nå så? Det er en anden sag. Farvel! (til Tes-
man.) Når jeg går min eftermiddagstur, kommer jeg
indom og henter Dem.

Tesman.

Å ja, ja, – jeg véd hverken ud eller ind.

Hedda
(liggende, strækker hånden frem).

Farvel, assessor. Og velkommen igen.

Brack.

Mange tak. Farvel, farvel.

Tesman
(følger ham til døren).

Farvel, kære assessor! De må virkelig ha’ mig
undskyldt –

(Assessor Brack går ud gennem forstuedøren.)

Tesman
(går henover gulvet).

Å, Hedda, – man skulde dog aldrig vove sig
ind i eventyrlandet. Hvad?

Hedda
( ser på ham og smiler).

Gør du det?

Tesman.

Ja, du, – det la’r sig ikke nægte, – det var
eventyrligt at gå hen og gifte sig og sætte bo på
blotte og bare udsigter.

s. 410

Hedda.

Du kan kanske ha’ ret i det.

Tesman.

Nå, – vort hyggelige hjem har vi da ialfald,
Hedda! Tænk, – det hjem, som vi beggeto gik og
drømte om. Sværmed for, kan jeg næsten sige. Hvad?

Hedda
(rejser sig langsomt og træt).

Det var jo aftalen, at vi skulde leve selskabe-
ligt. Føre hus.

Tesman.

Ja, Herregud , – sådan som jeg havde glædet
mig til det! Tænk, – at få se dig som værtinde, –
i en udvalgt kreds! Hvad? – Ja, ja, ja, – foreløbig
får vi to altså holde sammen i ensomhed, Hedda.
Bare se tante Julle hos os en gang imellem. – Å,
du, som skulde havt det så langt – langt ander-
ledes –!

Hedda.

Livrétjeneren får jeg naturligvis ikke nu for det
første.

Tesman.

Å nej, – desværre. Holde tjener, – det kan
der jo umulig bli’ tale om, ser du.

Hedda.

Og ridehesten, som jeg skulde ha’ –

Tesman
(forskrækket).

Ridehesten!

Hedda.

– den tør jeg vel ikke engang tænke på nu.

s. 411

Tesman.

Nej, Gud bevare mig vel, – det siger sig da
af sig selv!

Hedda
(går henover gulvet).

Nå – én ting har jeg da ialfald til at muntre
mig med sålænge.

Tesman
(glædestrålende).

Å, Gud ske lov og tak for det! Og hvad er
så det for noget, Hedda? Hvad?

Hedda
(ved døråbningen, ser på ham med dulgt hån).

Mine pistoler, – Jørgen.

Tesman
(i angst).

Pistolerne!

Hedda
(med kolde øjne).

General Gablers pistoler.

( hun går gennem bagværelset ud til venstre side.)

Tesman
(løber hen i døråbningen og råber efter hende):

Nej, Gud velsigne dig, kæreste Hedda, – rør
da ikke de farlige tingesterne! For min skyld,
Hedda! Hvad?

ANDEN AKT.

(Værelset hos Tesmans ligesom i første akt, kun at pianofortet er flyttet
ud og et elegant lidet skrivebord med bogreol er stillet i stedet. Ved
sofaen til venstre er et mindre bord hensat. De fleste af blomsterbuket-
terne er borttagne. Fru Elvsteds buket står på det større bord fremme
på gulvet. – Det er eftermiddag.)

(Hedda, omklædt i modtagelsesdragt, er alene i værelset. Hun står ved
den åbne glasdør og lader en revolverpistol. Magen til den ligger i en
åben pistolkasse på skrivebordet.)

Hedda
(ser ned i haven og råber):

Goddag igen, herr assessor!

Assessor Brack
(høres nedefra i frastand).

I lige måde, fru Tesman!

Hedda
(hæver pistolen og sigter).

Nu skyder jeg Dem, assessor Brack!

Brack
(råber dernede).

Nej-nej-nej! Stå da ikke og sigt lige på mig!

Hedda.

Det kommer der ud af at gå bagveje!

( hun skyder.)

s. 413

Brack
(nærmere)

Er De ren gal –!

Hedda.

Å, Herregud , – traf jeg Dem kanske ?

Brack
(fremdeles udenfor).

Lad være med de narrestreger!

Hedda.

Kom så ind da, assessor.

(Assessor Brack, omklædt som til herreselskab, kommer ind gennem
glasdøren. Han bærer en let overfrakke på armen.)

Brack.

For pokker, – driver De på med den sport
endnu? Hvad skyder De på?

Hedda.

Å, jeg står bare sådan og skyder op i den
blå luft.

Brack
(tar lempeligt pistolen ud af hånden på hende).

Med forlov, frue. ( ser på den.) Ah, denne her, –
den kender jeg godt. (ser sig om.) Hvor har vi så
kassen? Nå her. (lægger pistolen ned i og lukker.) For nu
skal vi ikke ha’ mere af den spas for idag.

Hedda.

Ja, hvad i Herrens navn vil De jeg skal ta’
mig til?

Brack.

Har De ingen besøg havt?

Henrik Ibsens samlede værker. VIII.

s. 414

Hedda
(lukker glasdøren).

Ikke et eneste. Alle de intime ligger nok på
landet endnu.

Brack.

Og Tesman er kanske heller ikke hjemme?

Hedda
(ved skrivebordet, lukker pistolkassen ned i skuffen).

Nej. Straks han havde spist, så løb han hen
til tanterne. For han vented ikke Dem så tidligt.

Brack.

Hm, – at jeg ikke tænkte mig det. Det var
dumt af mig.

Hedda
(drejer hodet og ser på ham).

Hvorfor dumt?

Brack.

Jo, for så var jeg kommet herud endnu lidt –
tidligere.

Hedda
(går henover gulvet).

Ja, da havde De nu slet ingen truffet. For jeg
har været inde og klædt mig om efter middagen.

Brack.

Og der er ikke sådan en bitte liden dørsprække,
som en kunde ha’ forhandlet igennem?

Hedda.

De har jo glemt at arrangere en slig en

Brack.

Det var også dumt af mig.

s. 415

Hedda.

Nå, så får vi slå os ned her da. Og vente.
For Tesman kommer visst ikke hjem så snart.

Brack.

Ja-ja, Herregud , jeg skal være tålmodig.

(Hedda sætter sig i sofahjørnet. Brack lægger sin paletot over ryggen
på den nærmeste stol og sætter sig, men beholder hatten i hånden. Kort
ophold. De ser på hinanden.)

Hedda.

Nå?

Brack
(i samme tone).

Nå?

Hedda.

Det var mig, som spurgte først.

Brack
(bøjer sig lidt fremover).

Ja, lad os så få os en liden lun passiar, fru
Hedda.

Hedda
(læner sig mere tilbage i sofaen).

Synes De ikke, det er som en hel evighed siden
vi sidst taltes ved? – Ja, det småtteri igåraftes og
i formiddag – det regner jeg nu ikke for noget.

Brack.

Men sådan – imellem os selv? På tomands-
hånd, mener De?

Hedda.

Å ja. Så omtrent.

Brack.

Hver eneste dag har jeg gåt her og ønsket, at
De bare var vel hjemme igen.

27*

s. 416

Hedda.

Og jeg har såmæn hele tiden bare ønsket det
samme.

Brack.

De? Virkelig, fru Hedda? Og jeg, som trode,
De havde moret Dem så inderlig godt på rejsen!

Hedda.

Jo, det kan De tro!

Brack.

Men det skrev da Tesman bestandig om.

Hedda.

Ja, han! For han synes nu, det er det dej-
ligste han véd at gå og rode i bogsamlingerne. Og
få sidde og skrive af gamle pergamentblade, – eller
hvad det nu er for noget.

Brack
(lidt ondskabsfuldt).

Nå, det er jo hans kald her i verden. For en
del da.

Hedda.

Ja, det er jo det. Og da kan en sagtens –.
Men jeg! Å nej, kære assessor, – jeg har havt
det gruelig kedeligt.

Brack
(deltagende).

Siger De virkelig det? For ramme alvor?

Hedda.

Ja, De kan da vel selv tænke Dem –! Sådan
i et helt halvt år aldrig at træffe på et menneske,
som kender en smule til vor kreds. Og som en
kan tale med om vore egne sager.

s. 417

Brack.

Nej-nej, – det vilde jeg også føle som et savn.

Hedda.

Og så det, som er det aller u-udholdeligste –

Brack.

Nå?

Hedda.

– evig og altid at skulle være sammen med –
med én og den samme –

Brack
(nikker bifaldende).

Både sent og tidlig, – ja. Tænk, – til alle
mulige tider.

Hedda.

Jeg sa’: evig og altid.

Brack.

Lad gå. Men med vor skikkelige Tesman synes
jeg jo rigtignok, at man måtte kunne –

Hedda.

Tesman er – et fagmenneske, kære.

Brack.

Unægtelig.

Hedda.

Og fagmennesker er slet ikke morsomme at rejse
sammen med. Ikke i længden i alle fald.

Brack.

Ikke engang – det fagmenneske, man elsker?

s. 418

Hedda.

Uh, – brug da ikke det klissede ord!

Brack
(studsende).

Hvad nu, fru Hedda!

Hedda
(halvt leende , halvt ærgerlig).

Ja, De skulde bare prøve det, De! At høre tale
om kulturhistorie både sent og tidlig –

Brack.

Evig og altid –

Hedda.

Ja-ja-ja! Og så dette her om husfliden i mid-
delalderen –! Det er nu det aller græsseligste!

Brack
(ser forskende hen på hende).

Men, sig mig, – hvorledes skal jeg da egentlig
forstå at –? Hm –

Hedda.

At der blev et par af mig og Jørgen Tesman,
mener De?

Brack.

Nå ja, lad os udtrykke det så.

Hedda.

Herregud , synes De da, det er så underligt?

Brack.

Både ja og nej, – fru Hedda.

s. 419

Hedda.

Jeg havde virkelig danset mig træt, kære asses-
sor. Min tid var omme – (farer let sammen.) Uh nej, –
det vil jeg da ikke sige alligevel. Ikke tænke det
heller!

Brack.

Det har De da tilforladelig heller ingen grund til.

Hedda.

Åh, – grund –. (ser ligesom spejdende på ham.) Og
Jørgen Tesman, – han må jo dog siges at være et
korrekt menneske i alle måder.

Brack.

Både korrekt og solid. Gud bevar’s.

Hedda.

Og noget egentlig løjerligt kan jeg ikke finde
der er ved ham. – Finder De det?

Brack.

Løjerligt? Ne–j, – det vil jeg just ikke sige –

Hedda.

Nå. Men så er han da en svært flittig samler
ialfald! – Det kan såmæn godt være, at han bringer
det vidt med tiden alligevel.

Brack
(ser noget uviss på hende).

Jeg trode, De mente ligesom alle de andre, at
der vilde bli’ en særdeles fremragende mand af
ham.

Hedda
(med et træt udtryk).

Ja, jeg gjorde det. – Og da han så gik der og
endelig med vold og magt vilde få lov til at forsørge

s. 420

mig –. Jeg véd ikke, hvorfor jeg ikke skulde ta’
imod det?

Brack.

Nej-nej. Fra den side betragtet –

Hedda.

Det var såmæn mere end mine andre opvar-
tende venner var villige til, kære assessor.

Brack
( ler ).

Ja, jeg kan tilforladelig ikke svare for alle de
andre. Men hvad mig selv angår, så véd De jo
nok, at jeg altid har næret en – en viss respekt for
ægteskabets bånd. Sådan i sin almindelighed, fru
Hedda.

Hedda
(spøgende).

Å, jeg har såmæn aldrig gjort mig forhåbnin-
ger med hensyn til Dem.

Brack.

Alt, hvad jeg begærer, det er at ha’ en god,
fortrolig omgangskreds, hvor jeg kan være til tjeneste
med råd og dåd og får lov til at gå ud og ind som
– som en prøvet ven –

Hedda.

Af manden i huset, mener De?

Brack
(bøjer sig).

Oprigtig talt, – helst af fruen. Men dernæst
også af manden, forstår sig. Véd De hvad, – et
sådant – lad mig sige, et sådant trekantet forhold,
– det er i grunden en stor behagelighed for alle
parter.

s. 421

Hedda.

Ja, jeg har mangen god gang savnet en tredje
mand på rejsen. Uh, – det, at sidde på tomands
hånd i kupeen –!

Brack.

Heldigvis er nu bryllupsrejsen overstået –

Hedda
(ryster på hodet ).

Rejsen tør bli’ lang, – lang endnu. Jeg er bare
kommen til et stoppested undervejs.

Brack.

Nå, så hopper man ud. Og moverer sig en
smule, fru Hedda.

Hedda.

Jeg hopper aldrig ud.

Brack.

Virkelig ikke?

Hedda.

Nej. For der er altid nogen tilstede, som –

Brack
(leende).

– som ser på ens ben, mener De?

Hedda.

Ja netop.

Brack.

Nå, men, Herregud –

Hedda
(med en afværgende håndbevægelse).

Holder ikke af det. – Da blir jeg heller siddende,
– hvor jeg nu engang er. På tomandshånd.

s. 422

Brack.

Nå, men så stiger der en tredjemand ind til
parret da.

Hedda.

Ja se , – det er noget ganske andet!

Brack.

En prøvet, forstående ven –

Hedda.

– underholdende på alskens livlige områder –

Brack.

– og slet ikke spor af fagmenneske!

Hedda
(med et hørligt åndedrag).

Ja, det er jo rigtignok en lettelse.

Brack
(hører indgangsdøren åbnes og skotter hen).

Trekanten sluttet.

Hedda
(halvhøjt).

Og så kører toget videre.

(Jørgen Tesman, i grå spadserdragt og med blød filthat, kommer ind fra
forstuen. Han har en hel del uindbundne bøger under armen og i lom-
merne.)

Tesman
(går op til bordet ved hjørnesofaen).

Puh, – det var sandelig hedt at slæbe på, –
alt dette her. (lægger bøgerne fra sig.) Jeg formelig sveder,
Hedda. Nej, se, se, – er De alt kommen, kære
assessor? Hvad? Det sa’ ikke Berte noget om.

s. 423

Brack
(rejser sig).

Jeg gik op igennem haven.

Hedda.

Hvad er det for bøger, du kommer med?

Tesman
(står og blader i dem).

Det er nogen nye fagskrifter, som jeg nødven-
digvis måtte ha’.

Hedda.

Fagskrifter?

Brack.

Aha, det er fagskrifter, fru Tesman.

(Brack og Hedda veksler et forstående smil.)

Hedda.

Behøver du endnu flere fagskrifter?

Tesman.

Ja, kære Hedda, dem kan man aldrig få for
mange af. Man må jo følge med, hvad der skrives
og trykkes.

Hedda.

Ja, man må vel det.

Tesman
(roder om mellem bøgerne).

Og se her, – her har jeg fåt fat på Ejlert Løv-
borgs nye bog også. (rækker den frem.) Har du kanske
lyst til at se i den, Hedda? Hvad?

Hedda.

Nej, mange tak. Eller – jo, kanske senere.

s. 424

Tesman.

Jeg bladed lidt i den på vejen.

Brack.

Nå, hvad synes så De – som fagmand?

Tesman.

Jeg synes, det er mærkeligt, hvor sindigt den
er holdt. Han skrev aldrig således før. (samler bøgerne
sammen.) Men nu vil jeg bære ind alt dette her. Det
skal bli’ en fryd at få skære op –! Og så må jeg
klæ’ mig lidt om. (til Brack.) Ja, for vi behøver vel
ikke at gå nu straks? Hvad?

Brack.

Å bevares, – det haster ikke på længe endnu.

Tesman.

Nå, så gir jeg mig tid da. (går med bøgerne, men
standser i døråbningen og vender sig.) Det er sandt, Hedda,
– tante Julle kommer ikke ud til dig iaften.

Hedda.

Ikke det? Er det kanske den historie med
hatten, som er ivejen?

Tesman.

Å, langt ifra. Hvor kan du tro sligt om tante
Julle? Tænk –! Men tante Rina er så svært dårlig,
ser du.

Hedda.

Det er hun jo altid.

Tesman.

Ja, men idag var det nu så rent galt fat med
hende, stakker.

s. 425

Hedda.

Nå, så er det jo så rimeligt, at den anden blir
hos hende da. Jeg får finde mig i det.

Tesman.

Og du kan ikke tænke dig, du, hvor sjæleglad
tante Julle var alligevel, – fordi du var ble’t så
trivelig på rejsen!

Hedda
(halvhøjt, rejser sig).

Åh, – disse evige tanterne!

Tesman.

Hvad?

Hedda
(går hen til glasdøren).

Ingenting.

Tesman.

Ja-ja da.

( han går gennem bagværelset ud til højre.)

Brack.

Hvad var det for en hat, De talte om?

Hedda.

Å, det var noget med frøken Tesman imorges.
Hun havde lagt sin hat fra sig der på stolen. ( ser på
ham og smiler.) Og så lod jeg, som om jeg trode det
var tjenestepigens.

Brack
(ryster på hodet ).

Men, snille fru Hedda, hvor kunde De nu gøre
det! Imod den skikkelige gamle dame!

s. 426

Hedda
(nervøs, går hen over gulvet).

Ja, ser De, – sligt noget kommer over mig ret
som det er. Og så kan jeg ikke la’ det være. (kaster
sig ned i lænestolen ved ovnen.) Å, jeg véd ikke selv, hvor-
ledes jeg skal forklare det.

Brack
(bag lænestolen).

De er ikke egentlig lykkelig, – det er nok sagen.

Hedda
(ser frem for sig).

Jeg véd heller ikke, hvorfor jeg skulde være –
lykkelig. Eller kan De kanske sige mig det?

Brack.

Ja, – blandt andet fordi De har fåt netop det
hjem, som De havde ønsket Dem.

Hedda
( ser op på ham og ler ).

Tror De også på den ønskehistorien?

Brack.

Er der da ikke noget i det?

Hedda.

Jo bevares, – noget er der.

Brack.

Nå?

Hedda.

Der er det i det, at jeg brugte Tesman til at
følge mig hjem fra aftenselskaber ifjor sommer –

Brack.

Desværre, – jeg havde jo en ganske anden vej.

s. 427

Hedda.

Det er sandt. De gik nok på andre veje ifjor
sommer.

Brack
( ler ).

Skam Dem, fru Hedda! Nå, – men De og Tes-
man altså –?

Hedda.

Ja, så kom vi her forbi en aften. Og Tesman,
stakker, han vred og vendte på sig. For han vidste
ikke, hvad han skulde finde på at snakke om. Så
syntes jeg synd i det lærde menneske –

Brack
(smiler tvilende).

Gjorde De? Hm –

Hedda.

Jo, så tilforladelig gjorde jeg det. Og så – for
at hjælpe ham ud af vånden – så kom jeg, rent let-
sindigt, til at sige, at her i denne villaen skulde jeg
ha’ lyst til at bo.

Brack.

Ikke andet end det?

Hedda.

Ikke den aften.

Brack.

Men bagefter altså?

Hedda.

Ja. Min letsindighed havde følger, kære assessor.

s. 428

Brack.

Desværre, – det har vore letsindigheder kun
altfor ofte, fru Hedda.

Hedda.

Tak! Men i dette sværmeriet for statsrådinde
Falks villa var det altså, at Jørgen Tesman og jeg
mødtes i forståelse, ser De! Det drog efter sig både
forlovelse og giftermål og bryllupsrejse og alt sam-
men. Ja, ja, assessor, – som man reder så ligger
man, – havde jeg nær sagt.

Brack.

Det er kosteligt! Og i grunden så brød De
Dem kanske sletikke en smule om dette her.

Hedda.

Nej, det véd Gud jeg ikke gjorde.

Brack.

Ja, men nu da? Nu, da vi har fåt indrettet
det lidt hjemligt for Dem!

Hedda.

Uh, – jeg synes her lugter lavendler og saltede
roser i alle værelserne. – Men den lugt har kanske
tante Julle ført med sig.

Brack
( ler ).

Nej, så tror jeg heller det er efter salig stats-
rådinden.

Hedda.

Ja, noget afdød er der ved det. Det minder
om balblomster – dagen efter. (folder hænderne bag om
nakken, læner sig tilbage i stolen og ser på ham.) Å, kære asses-
sor, – De kan ikke forestille Dem, hvor gyseligt jeg
vil komme til at kede mig herude.

s. 429

Brack.

Skulde da ikke livet ha’ en eller anden opgave
at byde på for Dem også, fru Hedda?

Hedda.

En opgave, – som der kunde være noget lok-
kende ved?

Brack.

Helst det, naturligvis.

Hedda.

Gud véd, hvad det skulde være for en opgave.
Mangen gang tænker jeg på – (afbrydende.) Men det
går visst ikke, det, heller.

Brack.

Hvem véd? Lad mig bare høre.

Hedda.

Om jeg nu kunde få Tesman til at slå sig på
politik, mener jeg.

Brack
( ler ).

Tesman! Nej, véd De hvad, – sligt noget som
politik, det ligger da slet – aldeles ikke for ham.

Hedda.

Nej, det tror jeg gerne. – Men om jeg nu kunde
få ham til det alligevel?

Brack.

Ja, – hvad tilfredsstillelse vilde der være for
Dem i det? Når han nu ikke duer. Hvorfor vil
De så ha’ ham til det?

Hedda.

Fordi jeg keder mig, hører De! (lidt efter.) Tror

Henrik Ibsens samlede værker. VIII.

s. 430

De altså, det vilde være så rent umuligt, at Tesman
kunde bli’ statsminister?

Brack.

Hm, – ser De, kære fru Hedda, – for at bli’
det måtte han nu for det første være en temmelig
rig mand.

Hedda
(rejser sig utålmodig).

Ja, der har vi det! Det er disse tarvelige vil-
kår, jeg er kommet ind i –! (går henover gulvet.) Det
er dem, som gør livet så ynkeligt! Så rent ud
latterligt! – For så er det.

Brack.

Jeg tror nu, at skylden ligger andetsteds.

Hedda.

Hvor da?

Brack.

De har aldrig fåt leve noget rigtig vækkende
igennem.

Hedda.

Noget alvorligt, mener De?

Brack.

Ja, man kan jo gerne kalde det så også. Men
nu tør det kanske komme.

Hedda
(kaster på nakken).

Å, De tænker på vederværdighederne med denne
stakkers professorposten! Men det får bli’ Tesmans
egen sag. Det spilder jeg såmæn ikke en tanke på.

s. 431

Brack.

Nej-nej, lad så være med det. Men når der nu
blir stillet, – hvad man – sådan i den højere stil
– kalder alvorsfulde og – og ansvarsfulde krav til
Dem? (smiler.) Nye krav, lille fru Hedda.

Hedda
(vred).

Ti stille! Aldrig får De opleve noget af den
slags!

Brack
(varsomt).

Vi skal tales ved om et årstid – i det aller
længste.

Hedda
(kort).

Jeg har ikke anlæg til sligt noget, herr asses-
sor. Ikke noget med krav til mig!

Brack.

Skulde ikke De, ligesom de fleste andre kvinder,
ha’ anlæg for et kald, som –?

Hedda
(henne ved glasdøren).

Å, ti stille, siger jeg! – Mangen gang synes
jeg, at jeg bare har anlæg til en eneste ting i verden.

Brack
(går nærmere).

Og hvad er så det, om jeg tør spørge?

Hedda
(står og ser ud).

Til at kede livet af mig. Nu véd De det. (vender
sig, ser mod bagværelset og ler .) Ja, ganske rigtig! Der har
vi professoren.

s. 432

Brack
(sagte, advarende).

Nå, nå, nå, fru Hedda!

(Jørgen Tesman, selskabsklædt, med handsker og hat i hånden, kommer
fra højre side gennem bagværelset.)

Tesman.

Hedda, – er der ikke kommet afbud fra Ejlert
Løvborg? Hvad?

Hedda.

Nej.

Tesman.

Nå, så skal du se , vi har ham såmæn om lidt.

Brack.

Tror De virkelig, at han kommer?

Tesman.

Ja, det er jeg næsten viss på. For det er nok
bare løse rygter, det, som De fortalte i formiddags.

Brack.

Så?

Tesman.

Ja, i det mindste sa’ da tante Julle, at hun
trode aldrig i verden, han vilde gå i vejen for mig
herefterdags. Tænk det!

Brack.

Nå, så er jo alting godt og vel.

Tesman
(sætter hatten med handskerne i på en stol til højre).

Ja, men jeg må virkelig få lov til at vente på
ham i det længste.

s. 433

Brack.

Det har vi så rundelig tid til. Der kommer
ingen til mig før klokken syv – halv otte.

Tesman.

Nå, så kan vi jo holde Hedda med selskab så-
længe. Og se tiden an. Hvad?

Hedda
(bærer Bracks overfrakke og hat hen på hjørnesofaen).

Og i værste fald så kan jo herr Løvborg slå
sig ned her hos mig.

Brack
(vil selv tage sagerne).

Å, jeg be’r, frue! – Hvad mener De med værste
fald?

Hedda.

Hvis han ikke vil gå med Dem og Tesman.

Tesman
( ser tvilrådig på hende).

Men, kære Hedda, – tror du, det går an, at
han blir her hos dig? Hvad? Husk på, at tante
Julle kan ikke komme.

Hedda.

Nej, men fru Elvsted kommer. Og så drikker
vi tre en kop te sammen.

Tesman.

Ja, se da går det an!

Brack
(smiler).

Og det turde kanske også være det sundeste
for ham.

s. 434

Hedda.

Hvorfor det?

Brack.

Herregud , frue, De har da tidt nok skoset over
mine små ungkarlsgilder. De skulde ikke egne sig
for andre end rigtig principfaste mandfolk, mente De.

Hedda.

Men herr Løvborg er da vel principfast nok nu.
En omvendt synder –

(Berte kommer i forstuedøren.)

Berte.

Frue, der er en herre, som gerne vil ind –

Hedda.

Ja, lad ham komme.

Tesman
(sagte).

Jeg er viss på, det er ham! Tænk det!

(Ejlert Løvborg kommer ind fra forstuen. Han er slank og mager;
jævnaldrende med Tesman men ser ældre og noget udlevet ud. Hår og
skæg er sortbrunt, ansigte langagtigt, blegt, kun med et par rødlige
pletter på kindbenene. Han er klædt i elegant, sort, ganske ny visit-
dragt. Mørke handsker og cylinderhat i hånden. Han blir stående i
nærheden af døren og bukker hastigt. Synes noget forlegen.)

Tesman
(hen til ham og ryster hans hånd).

Nej, kære Ejlert, – så skal vi da endelig en
gang mødes igen!

Ejlert Løvborg
(taler med tyst stemme).

Tak for brevet, du! (nærmer sig Hedda.) Tør jeg
række en hånd til Dem også, fru Tesman?

s. 435

Hedda
(tager imod hans hånd).

Velkommen, herr Løvborg. (med en håndbevægelse.)
Jeg véd ikke, om de to herrer –?

Løvborg
(bøjer sig let).

Assessor Brack, tror jeg.

Brack
(ligeså).

Bevares. For en del år siden –

Tesman
(til Løvborg, med hænderne på hans skuldre).

Og nu skal du lade akkurat som om du var
hjemme, Ejlert! Ikke sandt, Hedda? – For du vil
jo slå dig ned her i byen igen, hører jeg? Hvad?

Løvborg.

Jeg vil det.

Tesman.

Nå, det er jo så rimeligt. Hør, du, – jeg har
fåt fat på din nye bog. Men jeg har sandelig ikke
fåt tid til at læse den endnu.

Løvborg.

Det kan du også godt spare dig for.

Tesman.

Hvorfor det, mener du?

Løvborg.

For der er ikke noget videre ved den.

Tesman.

Nej, tænk – at du siger det!

s. 436

Brack.

Men den blir da så svært rost, hører jeg.

Løvborg.

Det var netop det, jeg vilde. Og så skrev jeg
bogen, så at alle kunde være med på den.

Brack.

Meget fornuftigt.

Tesman.

Ja men, kære Ejlert –!

Løvborg.

For nu vil jeg prøve på at bygge mig op en
stilling igen. Begynde forfra.

Tesman
(lidt forlegen).

Ja, du vil vel kanske det? Hvad?

Løvborg
(smiler, sætter hatten fra sig og trækker en pakke i påpiromslag op af
frakkelommen).

Men når dette her kommer, – Jørgen Tesman
– så skal du læse det. For det er først det rig-
tige. Det, som jeg selv er i.

Tesman.

Ja så? Og hvad er da det for noget?

Løvborg.

Det er fortsættelsen.

Tesman.

Fortsættelsen? Af hvad?

Løvborg.

Af bogen.

s. 437

Tesman.

Af den nye?

Løvborg.

Forstår sig.

Tesman.

Ja men, kære Ejlert, – den går jo lige til vore
dage!

Løvborg.

Den gør det. Og dette her handler om frem-
tiden.

Tesman.

Om fremtiden! Men, Herregud , den véd vi jo
slet ingen ting om!

Løvborg.

Nej. Men der er et og andet at sige om den
alligevel. (åbner pakken.) Her skal du se –

Tesman.

Det er jo ikke din håndskrift.

Løvborg.

Jeg har dikteret. (blader i papirerne.) Det er delt
i to afsnit. Det første er om fremtidens kulturmagter.
Og dette her andet – (blader længere frem.) – det er om
fremtidens kulturgang.

Tesman.

Mærkværdigt! Sligt noget kunde det aldrig falde
mig ind at skrive om.

Hedda
(ved glasdøren, trommer på ruden).

Hm –. Nej-nej.

s. 438

Løvborg
(stikker papirerne ind i omslaget og lægger pakken på bordet).

Jeg tog det med, fordi jeg tænkte at læse lidt
op for dig iaften.

Tesman.

Ja, det var jo svært snilt af dig, du. Men
iaften –? (ser hen til Brack.) Jeg véd ikke rigtig, hvor-
ledes det skal kunne ordnes –

Løvborg.

Nå, så en anden gang altså. Det haster jo ikke.

Brack.

Jeg skal si’ Dem, herr Løvborg, – der er en
liden tilstelning hos mig iaften. Nærmest for Tes-
man, forstår De –

Løvborg
(ser efter sin hat).

Ah, – så vil jeg ikke længer –

Brack.

Nej, hør nu her. Kunde så ikke De gøre mig
den fornøjelse at følge med?

Løvborg
(kort og bestemt).

Nej, det kan jeg ikke. Jeg takker Dem så
meget.

Brack.

Å hvad! Gør nu det. Vi blir en liden udvalgt
kreds. Og De kan tro, vi skal få det «livligt», som
fru Hed–, som fru Tesman siger.

Løvborg.

Det tviler jeg ikke på. Men alligevel –

s. 439

Brack.

Så kunde De ta’ Deres manuskript med og læse
op for Tesman der hos mig. For jeg har værel-
ser nok.

Tesman.

Ja tænk, Ejlert, – det kunde du jo gøre! Hvad?

Hedda
(går imellem).

Men, kære, når nu herr Løvborg slet ikke vil!
Jeg er viss på, at herr Løvborg har meget mere lyst
til at slå sig ned her og spise til aftens med mig.

Løvborg
(ser hen på hende).

Med Dem, frue!

Hedda.

Og så med fru Elvsted.

Løvborg.

Ah – (henkastende.) Hende traf jeg så flygtig i
middags.

Hedda.

Gjorde De det? Ja, hun kommer herud. Og
derfor så er det næsten nødvendigt, at De blir, herr
Løvborg. For ellers har hun ikke nogen til at følge
sig hjem.

Løvborg.

Det er sandt. Ja, mange tak, frue, – så blir
jeg her.

Hedda.

Så vil jeg bare gi’ pigen en liden besked –

( hun går hen til forstuedøren og ringer. Berte kommer indenfor. Hedda
taler sagte med hende og peger mod bagværelset. Berte nikker og går
ud igen.)

s. 440

Tesman
(samtidigt til Ejlert Løvborg).

Hør, du, Ejlert, – er det dette nye emne, –
dette her om fremtiden, – som du vil holde fore-
drag over?

Løvborg.

Ja.

Tesman.

For jeg hørte inde hos boghandleren, at du vil
holde en række foredrag her i høst.

Løvborg.

Jeg vil det. Du må ikke fortænke mig i det,
Tesman.

Tesman.

Nej, Gud bevar’s vel! Men –?

Løvborg.

Jeg kan jo godt forstå, at det må komme dig
så temmelig påtvers.

Tesman
(forknyt).

Å, for min skyld kan jeg jo ikke forlange, at
du –

Løvborg.

Men jeg venter til du har fåt din udnævnelse.

Tesman.

Venter du! Ja men, – ja men, – vil du da
ikke konkurrere? Hvad?

Løvborg.

Nej. Jeg vil bare sejre over dig. I folks me-
ning.

s. 441

Tesman.

Men, Herregud , – så fik jo tante Julle ret al-
ligevel! Å ja, – det var nok det, jeg vidste!
Hedda! Tænk, du, – Ejlert Løvborg vil sletikke gå
os ivejen!

Hedda
(kort).

Os? Hold dog mig udenfor.

( hun går op mod bagværelset, hvor Berte står og sætter et bræt med
karafler og glasse på bordet. Hedda nikker bifaldende og kommer frem-
over igen. Berte går ud.)

Tesman
(samtidigt).

Men De da, assessor Brack, – hvad siger så
De til dette her? Hvad?

Brack.

Nå, jeg siger, at ære og sejr – hm, – det kan
jo være overmåde skønne sager –

Tesman.

Ja-visst kan det så. Men alligevel –

Hedda
(ser på Tesman med et koldt smil).

Jeg synes du står og ser ud som du var lynslåt.

Tesman.

Ja, – så omtrent, – tror jeg næsten –

Brack.

Det var jo også et tordenvejr, som trak over
os, frue.

Hedda
(peger mod bagværelset).

Vil ikke herrerne så gå ind og ta’ et glas kold
punsch?

s. 442

Brack
(ser på sit uhr).

På faldrebet? Jo, det kunde ikke være så galt.

Tesman.

Udmærket, Hedda! Ganske udmærket! I sådan
en let stemning, som jeg nu befinder mig i –

Hedda.

Vær så god, De også, herr Løvborg.

Løvborg
(afværgende).

Nej, mange tak. Ikke for mig.

Brack.

Men, Herregud , – kold punsch er da ikke nogen
gift, véd jeg.

Løvborg.

Kanske ikke for alle.

Hedda.

Jeg skal nok holde herr Løvborg med selskab
så længe.

Tesman.

Ja-ja, kære Hedda, gør så det da.

( han og Brack går ind i bagværelset, sætter sig, drikker punsch, røger
cigaretter og taler oprømt sammen under det følgende. Ejlert Løvborg
blir stående ved ovnen. Hedda går til skrivebordet.)

Hedda
(med noget hævet stemme).

Nu skal jeg vise Dem nogen fotografier, hvis
De har lyst. For Tesman og jeg – vi gjorde en
trip gennem Tyrol på hjemrejsen.

( hun kommer med et album, som hun lægger på bordet ved sofaen, og
sætter sig i dennes øverste hjørne. Ejlert Løvborg går nærmere, standser
og ser på hende. Derpå tager han en stol og sætter sig ved hendes
venstre side med ryggen mod bagværelset.)

s. 443

Hedda
(slår albumet op).

Ser De dette fjeldpartiet her, herr Løvborg?
Det er Ortlergruppen. Tesman har skrevet det neden-
under. Her står det: Ortlergruppen ved Meran.

Løvborg
(som ufravendt har set på hende, siger sagte og langsomt):

Hedda – Gabler!

Hedda
(skotter hastigt hen til ham).

Nå! Hys!

Løvborg
(gentager sagte):

Hedda Gabler!

Hedda
(ser i albumet).

Ja, så hed jeg før i tiden. Dengang – da vi
to kendte hinanden.

Løvborg.

Og herefter, – og for hele livet, – så må jeg
altså vænne mig af med at sige Hedda Gabler.

Hedda
(blader fremdeles).

Ja, De får det. Og jeg synes, De skulde øve
Dem på det itide. Jo før jo heller, synes jeg.

Løvborg
(med harmfyldt stemme).

Hedda Gabler gift? Og det med – Jørgen
Tesman!

Hedda.

Ja, – så går det.

s. 444

Løvborg.

Å, Hedda, Hedda, – hvor kunde du dog kaste
dig slig væk!

Hedda
(ser hvasst til ham).

Nå? Ikke dette her!

Løvborg.

Hvilket, mener du?

(Tesman kommer ind og går hen imod sofaen.)

Hedda
(hører ham komme og siger ligegyldigt).

Og dette her, herr Løvborg, det er nede fra
Ampezzodalen. Se bare de fjeldspidserne der. (ser
venligt op på Tesman.) Hvad er det nu disse underlige
fjeldspidserne kaldes, du?

Tesman.

Lad mig se . Å, det er dolomiterne, det.

Hedda.

Rigtig, ja! – det er dolomiterne, herr Løvborg.

Tesman.

Du, Hedda, – jeg vilde bare spørge, om vi ikke
skulde sætte ind lidt punsch alligevel? Til dig i
alle fald. Hvad?

Hedda.

Jo, tak skal du ha’. Og et par kager kanske .

Tesman.

Ingen cigaretter?

Hedda.

Nej.

s. 445

Tesman.

Godt.

( han går ind i bagværelset og bort til højre side. Brack sidder derinde
og holder af og til øje med Hedda og Løvborg.)

Løvborg
(dæmpet, som før).

Svar mig så, Hedda, – hvor kunde du gå hen
og gøre dette her?

Hedda
(tilsyneladende fordybet i albumet).

Blir De ved at sige du til mig, så vil jeg ikke
tale med Dem.

Løvborg.

Må jeg ikke sige du, når vi er alene heller?

Hedda.

Nej. De kan få lov til at tænke det. Men De
må ikke sige det.

Løvborg.

Ah, jeg forstår. Det støder Deres kærlighed –
til Jørgen Tesman.

Hedda
(skotter hen til ham og smiler).

Kærlighed? Nej, nu er De god!

Løvborg.

Ikke kærlighed altså!

Hedda.

Ikke nogen slags utroskab alligevel! Sligt vil
jeg ikke vide af.

Løvborg.

Hedda, – svar mig bare på den ene ting –

Henrik Ibsens samlede værker. VIII.

s. 446

Hedda.

Hys!

(Tesman med et serveringsbræt, kommer fra bagværelset.)

Tesman.

Se så! Her kommer de gode sager.

( han sætter brættet på bordet.)

Hedda.

Hvorfor går du selv og serverer?

Tesman
(skænker i glassene).

Jo, for jeg synes det er så svært morsomt at
opvarte dig, Hedda.

Hedda.

Men nu har du jo skænket i begge. Og herr
Løvborg vil jo ikke ha’ –

Tesman.

Nej, men fru Elvsted kommer vel snart.

Hedda.

Ja, det er sandt, – fru Elvsted –

Tesman.

Havde du glemt hende? Hvad?

Hedda.

Vi sidder så fordybet i dette her. (viser ham et
billede.) Husker du den lille landsbyen?

Tesman.

Å, det er den nedenfor Brennerpasset! Det
var der, vi blev liggende natten over –

Hedda.

– og traf alle de livlige sommergæsterne.

s. 447

Tesman.

Ja-visst var det der. Tænk – om vi kunde
havt dig med os, Ejlert! Nå!

( han går ind igen og sætter sig hos Brack.)

Løvborg.

Svar mig bare på dette ene, Hedda –

Hedda.

Nå?

Løvborg.

Var der ikke kærlighed i forholdet til mig
heller? Ikke et stænk, – ikke et skær af kærlighed
over det heller ?

Hedda.

Ja, mon der egentlig var det? For mig står
det, som om vi var to gode kammerater. To rigtig
fortrolige venner. (smiler.) De især var svært åben-
hjertig.

Løvborg.

Det var Dem, som vilde ha’ det så.

Hedda.

Når jeg tænker tilbage på det, så var der dog
noget skønt, noget lokkende, – noget modigt synes
jeg der var over – over denne løndomsfulde fortrolig-
hed – dette kammeratskab, som ikke noget levende
menneske havde anelse om.

Løvborg.

Ja, ikke sandt, Hedda! Var der ikke det? –
Når jeg kom op til Deres far sådan om eftermid-
dagen –. Og generalen sad borte ved vinduet og
læste aviserne, – med ryggen imod –

29*

s. 448

Hedda.

Og vi to i hjørnesofaen –

Løvborg.

Altid med det samme illustrerte blad foran os –

Hedda.

I mangel af et album, ja.

Løvborg.

Ja, Hedda, – og når jeg så skrifted for Dem –!
Fortalte Dem om mig selv, hvad ingen af de andre
vidste dengang. Sad der og tilstod, at jeg havde
været ude og raset hele dage og nætter. Raset døgn
efter døgn. Å, Hedda, – hvad var det dog for en
magt i Dem, som tvang mig til at bekende sligt
noget?

Hedda.

Tror De, det var en magt i mig?

Løvborg.

Ja, hvorledes skal jeg ellers forklare mig det?
Og alle disse – disse omsvøbsfulde spørgsmål, som
De gjorde mig –

Hedda.

Og som De så inderlig godt forstod –

Løvborg.

At De kunde sidde og spørge således! Ganske
frejdigt!

Hedda.

Omsvøbsfuldt, må jeg be’.

Løvborg.

Ja, men frejdigt alligevel. Spørge mig ud om
– om alt sligt noget!

s. 449

Hedda.

Og at De kunde svare, herr Løvborg.

Løvborg.

Ja, det er jo netop det, jeg ikke begriber – nu
bagefter. Men sig mig så, Hedda, – var der ikke
kærlighed på bunden af forholdet? Var det ikke fra
Deres side, som om De vilde ligesom tvætte mig
ren, – når jeg tyed til Dem i bekendelse? Var det
ikke så?

Hedda.

Nej, ikke ganske.

Løvborg.

Hvad drev Dem da?

Hedda.

Finder De det så rent uforklarligt, om en ung
pige, – når det kan ske sådan – i løndom –

Løvborg.

Nå?

Hedda.

At en da gerne vil kikke lidt ind i en verden,
som –

Løvborg.

Som –?

Hedda.

– som en ikke har lov til at vide besked om?

Løvborg.

Det altså var det?

Hedda.

Det også. Det også, – tror jeg næsten.

s. 450

Løvborg.

Kammeratskab i livsbegæret. Men hvorfor kunde
så ikke det ialfald ble’t ved?

Hedda.

Det er De selv skyld i.

Løvborg.

Det var Dem, som brød.

Hedda.

Ja, da der var overhængende fare for, at der
vilde komme virkelighed ind i forholdet. Skam Dem,
Ejlert Løvborg, hvor kunde De ville forgribe Dem
på – på Deres frejdige kammerat!

Løvborg
(knuger hænderne).

Å, hvorfor gjorde De ikke alvor af det! Hvor-
for skød De mig ikke ned, som De trued med!

Hedda.

Så ræd er jeg for skandalen.

Løvborg.

Ja, Hedda, De er fejg i grunden.

Hedda.

Forfærdelig fejg. (slår om.) Men det var jo heldigt
for Dem. Og nu har De jo trøstet Dem så dejligt
oppe hos Elvsteds.

Løvborg.

Jeg véd, hvad Thea har betrod Dem.

Hedda.

Og De har kanske betrod hende noget om os to?

s. 451

Løvborg.

Ikke et ord. Sligt noget er hun for dum til at
forstå.

Hedda.

Dum?

Løvborg.

I den slags ting er hun dum.

Hedda.

Og jeg er fejg. (bøjer sig nærmere hen til ham, uden at se
ham i øjnene, og siger sagtere:) Men nu vil jeg betro Dem
noget.

Løvborg
(spændt).

Nå?

Hedda.

Det, at jeg ikke turde skyde Dem ned –

Løvborg.

Ja?!

Hedda.

– det var ikke min argeste fejghed – den
aften.

Løvborg
(ser et øjeblik på hende, begriber, og hvisker lidenskabeligt):

Å, Hedda! Hedda Gabler! Nu skimter jeg en
dulgt grund under kammeratskabet! Du og jeg –!
Det var dog livskravet i dig –

Hedda
(sagte, med et hvasst øjekast).

Vogt Dem! Tro ikke sligt noget!

(Det er begyndt at mørkne. Forstuedøren åbnes udefra af Berte.)

s. 452

Hedda
(klapper albumet sammen og råber smilende):

Nå, endelig! Kæreste Thea, – så kom dog ind!

(Fru Elvsted kommer fra forstuen. Hun er selskabsklædt. Døren lukkes
efter hende.)

Hedda
(i sofaen, strækker armene imod hende).

Søde Thea, – du kan ikke tænke dig, hvor jeg
har ventet på dig!

(Fru Elvsted veksler i forbigående en let hilsen med herrerne i bag-
værelset, går så hen til bordet og rækker Hedda hånden. Ejlert Løv-
borg har rejst sig. Han og fru Elvsted hilser hinanden med et stumt nik.)

Fru Elvsted.

Jeg skulde kanske gå ind og tale lidt med din
mand?

Hedda.

Å, langtfra. La’ de to sidde. De går snart
sin vej.

Fru Elvsted.

Går de?

Hedda.

Ja, de skal ud i et svirelag.

Fru Elvsted
(hurtigt, til Løvborg).

Ikke De vel?

Løvborg.

Nej.

Hedda.

Herr Løvborg – han blir her hos os.

Fru Elvsted
(tager en stol og vil sætte sig ved siden af ham).

Å, hvor her er godt at være!

s. 453

Hedda.

Nej tak, min lille Thea! Ikke der! Du kom-
mer pent her over til mig. Jeg vil være midt
imellem.

Fru Elvsted.

Ja, ganske som du vil ha’ det.

( hun går omkring bordet og sætter sig i sofaen på højre side af Hedda.
Løvborg sætter sig på stolen igen.)

Løvborg
(efter et kort ophold, til Hedda).

Er hun ikke dejlig at sidde og se på?

Hedda
(stryger hende let over håret).

Bare til at se på?

Løvborg.

Ja. For vi to, – hun og jeg, – vi er to rig-
tige kammerater. Vi tror ubetinget på hinanden.
Og så kan vi sidde og tale så frejdigt sammen –

Hedda.

Uden omsvøb, herr Løvborg?

Løvborg.

Nå –

Fru Elvsted
(sagte, klynger sig til Hedda).

Å, hvor jeg er lykkelig, Hedda! For, – tænk,
– så siger han, at jeg har beåndet ham også.

Hedda
(ser på hende med et smil).

Nej, siger han det, du?

s. 454

Løvborg.

Og så det handlingens mod, som hun har, fru
Tesman!

Fru Elvsted.

Å Gud , – jeg mod!

Løvborg.

Umådeligt – når det gælder kammeraten.

Hedda.

Ja, mod – ja! Den, som bare havde det.

Løvborg.

Hvad så, mener De?

Hedda.

Da kunde en kanske endda leve livet. (slår pludse-
lig om.) Men nu, min kæreste Thea, – nu skal du
såmæn drikke dig et godt glas kold punsch.

Fru Elvsted.

Nej tak, – jeg drikker aldrig sådant.

Hedda.

Nå, så De da, herr Løvborg.

Løvborg.

Tak, ikke jeg heller.

Fru Elvsted.

Nej, ikke han heller!

Hedda
(ser fast på ham).

Men når jeg nu vil det?

Løvborg.

Hjælper ikke.

s. 455

Hedda
( ler ).

Har jeg altså slet ingen magt over Dem, jeg
stakker?

Løvborg.

Ikke på det område.

Hedda.

Alvorlig talt, så synes jeg dog, De skulde gøre
det alligevel. For Deres egen skyld.

Fru Elvsted.

Nej men, Hedda –!

Løvborg.

Hvorledes det?

Hedda.

Eller for folks skyld, rettere sagt.

Løvborg.

Så?

Hedda.

Folk kunde jo ellers let falde på den tro, at
De ikke – sådan i grunden – følte Dem rigtig frej-
dig, – rigtig tryg på Dem selv.

Fru Elvsted
(sagte).

Å nej da, Hedda –!

Løvborg.

Folk kan få lov til at tro, hvad de vil, – ind-
til videre.

Fru Elvsted
(glad).

Ja, ikke sandt!

s. 456

Hedda.

Jeg så det så tydeligt på assessor Brack nu
for nylig.

Løvborg.

Hvad så De?

Hedda.

Han smilte så hånligt, da De ikke turde gå
med derind til bordet.

Løvborg.

Turde jeg ikke! Jeg vilde naturligvis heller bli’
her og tale med Dem.

Fru Elvsted.

Det var jo så rimeligt, Hedda!

Hedda.

Men det kunde vel ikke assessoren ane. Og
jeg så også, at han drog på smilet og skotted til
Tesman, da De ikke turde gå med til dette stakkers
lille gildet heller.

Løvborg.

Turde! Siger De, at jeg ikke turde?

Hedda.

Ikke jeg. Men således forstod assessor Brack det.

Løvborg.

Lad ham bare det.

Hedda.

De går altså ikke med?

Løvborg.

Jeg blir her hos Dem og Thea.

s. 457

Fru Elvsted.

Ja, Hedda, – det kan du da vel tænke dig!

Hedda
(smiler og nikker bifaldende til Løvborg).

Altså rigtig grundmuret. Principfast for alle
tider. Se , det er som en mand skal være! (vender sig
til fru Elvsted og klapper hende.) Nå, var det ikke det, jeg
sa’, da du kom så rent forstyrret her ind imorges –

Løvborg
(studsende).

Forstyrret!

Fru Elvsted
(i skræk).

Hedda, – Hedda da –!

Hedda.

Ser du nu bare selv! Det er jo slet ikke nød-
vendigt, at du går her i denne dødelige angst – (af-
brydende.) Så! Nu kan vi alle tre være livlige!

Løvborg
(er faret sammen).

Ah, – hvad er dette her for noget, fru Tesman!

Fru Elvsted.

Å Gud , å Gud , Hedda! Hvad er det du siger!
Hvad er det du gør!

Hedda.

Vær bare stille! Den ækle assessoren sidder og
holder øje med dig.

Løvborg.

I dødsangst altså. For min skyld.

s. 458

Fru Elvsted
(sagte, jamrende).

Å, Hedda, – nu har du gjort mig så rent ulyk-
kelig!

Løvborg
(ser en stund ufravendt på hende. Hans ansigt er fortrukket).

Det var altså kammeratens frejdige tro på mig.

Fru Elvsted
(bønligt).

Å, kæreste ven, – du må da først høre –!

Løvborg
(tager det ene fyldte punschglas, løfter det og siger sagte med hæs
stemme):

Din skål, Thea!

( han tømmer glasset, sætter det fra sig og tager det andet.)

Fru Elvsted
(sagte).

Å, Hedda, Hedda, – at du kunde ville dette her!

Hedda.

Ville! Jeg? Er du gal?

Løvborg.

Og en skål for Dem også, fru Tesman. Tak
for sandheden. Den leve!

( han drikker ud og vil fylde glasset påny.)

Hedda
(lægger hånden på hans arm).

Så, så, – ikke mere for øjeblikket. Husk på,
De skal til gilde.

Fru Elvsted.

Nej, nej, nej!

s. 459

Hedda.

Hys! De sidder og ser på dig.

Løvborg
(sætter glasset fra sig).

Du, Thea, – vær nu sandfærdig –

Fru Elvsted.

Ja!

Løvborg.

Vidste fogden besked om, at du rejste efter
mig?

Fru Elvsted
(vrider hænderne).

Å, Hedda, – hører du, hvad han spør’ om!

Løvborg.

Var det en aftale mellem dig og ham, at du
skulde rejse til byen og passe på mig? Var det
kanske fogden selv, som fik dig til det? Aha, du,
– han havde sagtens brug for mig på kontoret igen!
Eller var det ved kortbordet, han savned mig?

Fru Elvsted
(sagte, vånder sig).

Å, Løvborg, Løvborg –!

Løvborg
(griber et glas og vil fylde det).

En skål for gamle fogden også!

Hedda
(afværgende).

Ikke mere nu. Husk på, De skal ud og læse
op for Tesman.

s. 460

Løvborg
(rolig, sætter glasset fra sig).

Det var dumt af mig, Thea, dette her. At ta’
det på slig vis, mener jeg. Vær så ikke vred på
mig, du kære, kære kammerat. Du skal få se , –
både du og de andre, – at var jeg end engang fal-
den, så –. Nu har jeg rejst mig igen! Ved din
hjælp, Thea.

Fru Elvsted
(glædestrålende).

Å, Gud ske lov –!

(Brack har imidlertid set på sit uhr. Han og Tesman står op og kom-
mer ind i salonen.)

Brack
(tager sin hat og overfrakke).

Ja, fru Tesman, nu er vor time slagen.

Hedda.

Den er vel det.

Løvborg
(rejser sig).

Min også, herr assessor.

Fru Elvsted
(sagte og bønligt).

Å, Løvborg, – gør det ikke!

Hedda
(kniber hende i armen).

De hører dig!

Fru Elvsted
(skriger svagt).

Au!

s. 461

Løvborg
(til Brack).

De var så venlig at be’ mig med.

Brack.

Nå, kommer De så alligevel?

Løvborg.

Ja mange tak.

Brack.

Glæder mig særdeles –

Løvborg
(stikker papirpakken til sig og siger til Tesman):

For jeg vilde gerne vise dig et og andet, før
jeg gi’r det af.

Tesman.

Nej, tænk, – det skal bli’ morsomt! – Men,
kære Hedda, hvorledes får du så fru Elvsted hjem?
Hvad?

Hedda.

Å, det blir der altid råd for.

Løvborg
(ser hen mod damerne).

Fru Elvsted? Jeg kommer naturligvis igen og
henter hende. (nærmere.) Sådan omkring ti-tiden, fru
Tesman? Passer det?

Hedda.

Ja visst. Det passer udmærket.

Tesman.

Nå, så er jo alting godt og vel. Men mig må
du ikke vente så tidligt, Hedda.

Henrik Ibsens samlede værker. VIII.

s. 462

Hedda.

Å kære, bli’ du så længe – så længe du bare vil.

Fru Elvsted
(i dulgt angst).

Herr Løvborg, – jeg bier altså her, til De kommer.

Løvborg
(med hatten i hånden).

Forstår sig, frue.

Brack.

Og så går forlystelsestoget, mine herrer! Jeg
håber, vi skal få det livligt, som en viss skøn frue
siger.

Hedda.

Ak, kunde så sandt den skønne frue være usyn-
lig tilstede –!

Brack.

Hvorfor usynlig?

Hedda.

For at få høre lidt af Deres uforfalskede livlig-
heder, herr assessor.

Brack
( ler ).

Det vilde jeg dog ikke tilråde den skønne frue.

Tesman
( ler også).

Nej, nu er du rigtig god, Hedda! Tænk det!

Brack.

Nå, farvel, farvel, mine damer!

s. 463

Løvborg
(bukker til afsked).

Omkring ti-tiden altså.

(Brack, Løvborg og Tesman går ud gennem forstuedøren. Samtidigt
kommer Berte fra bagværelset med en tændt lampe, som hun sætter på
salonbordet, og går ud igen samme vej.)

Fru Elvsted
(har rejst sig og driver urolig om på gulvet).

Hedda, – Hedda, – hvad skal dette her bli’ til!

Hedda.

Klokken ti, – da kommer han altså. Jeg ser
ham for mig. Med vinløv i håret. Hed og frejdig –

Fru Elvsted.

Ja, gid det var så vel.

Hedda.

Og da, ser du, – da har han fåt magten over
sig selv igen. Da er han en fri mand for alle sine
dage.

Fru Elvsted.

Å Gud , ja, – dersom han bare vilde komme
således, som du ser ham.

Hedda.

Således og ikke anderledes kommer han! (rejser
sig og går nærmere.) Tvil du på ham så længe du vil.
Jeg tror på ham. Og nu skal vi prøve –

Fru Elvsted.

Der stikker noget under med dig, Hedda!

Hedda.

Ja, der gør. Jeg vil for en eneste gang i mit
liv ha’ magt over en menneskeskæbne.

30*

s. 464

Fru Elvsted.

Har du da ikke det?

Hedda.

Har det ikke – og har aldrig havt det.

Fru Elvsted.

Men over din mands da?

Hedda.

Jo, det var rigtignok møjen værd. Å, dersom
du kunde forstå, hvor fattig jeg er. Og du skal ha’
lov til at være så rig! (slår armene lidenskabeligt om hende.)
Jeg tror, jeg svi’er håret af dig alligevel.

Fru Elvsted.

Slip mig! Slip mig! Jeg er ræd for dig, Hedda!

Berte
(i døråbningen).

Thebordet er dækket inde i spisestuen, frue.

Hedda.

Godt. Vi kommer.

Fru Elvsted.

Nej, nej, nej! Jeg vil heller gå hjem alene!
Nu straks!

Hedda.

Snak! Først skal du få thevand, du lille tosse-
hode. Og så, – klokken ti, – så kommer Ejlert
Løvborg – med vinløv i håret.

( hun drager fru Elvsted næsten med magt mod døråbningen.)

TREDJE AKT.

(Værelset hos Tesmans. Forhængene for døråbningen er trukket sammen.
Ligeså for glasdøren. Lampen, med en skærm over, brænder halvt ned-
skruet på bordet. I ovnen, hvis dør står åben, har der været ild, som
nu næsten er udbrændt.)

(Fru Elvsted, indhyllet i et stort kastetørklæde og med fødderne på en
skammel, sidder tæt ved ovnen, tilbagesunken i lænestolen. Hedda ligger
påklædt sovende på sofaen med et tæppe over sig.)

Fru Elvsted
(efter et ophold, retter sig hurtig i stolen og lytter spændt. Derpå syn-
ker hun igen træt tilbage og jamrer sagte):

Endnu ikke! – Å Gud , – å Gud , – endnu ikke!

(Berte kommer varsomt listende ind gennem forstuedøren. Hun har et
brev i hånden.)

Fru Elvsted
(vender sig og hvisker spændt):

Nå, – har her været nogen?

Berte
(sagte):

Ja, nu netop var her en pige med dette brevet.

Fru Elvsted
(hurtig, strækker hånden ud).

Et brev! Gi’ mig det!

s. 466

Berte.

Nej, det er til doktoren, frue.

Fru Elvsted.

Ah så.

Berte.

Det var frøken Tesmans pige, som var her med
det. Jeg lægger det her på bordet.

Fru Elvsted.

Ja, gør det.

Berte
(lægger brevet fra sig).

Det er visst bedst jeg slukker lampen. For den
står og oser.

Fru Elvsted.

Ja, sluk De. Det blir vel snart lyst nu.

Berte
(slukker).

Det er alt lyst, frue.

Fru Elvsted.

Ja, lys dag! Og så endda ikke kommen hjem –!

Berte.

Å, Herregud , – jeg tænkte nok, at det vilde
gå så.

Fru Elvsted.

Tænkte De det?

Berte.

Ja, da jeg så, at en viss mandsperson var kom-
men til byen igen, så –. Og trak af med dem.
For den herren har en da hørt nok om før i tiden.

s. 467

Fru Elvsted.

Tal ikke så højt. De vækker fruen.

Berte
( ser mod sofaen og sukker).

Nej, Gud , – la’ hende bare sove, stakker. –
Skal jeg ikke lægge lidt mere i ovnen?

Fru Elvsted.

Tak, ikke for mig.

Berte.

Ja-ja da.

( hun går sagte ud gennem forstuedøren.)

Hedda
(vågner ved at døren lukkes og ser op).

Hvad er det –!

Fru Elvsted.

Det var bare pigen –

Hedda
( ser sig om).

Ah, herinde –! Ja, nu husker jeg jo – (retter
sig op, siddende på sofaen, strækker sig og gnider øjnene.) Hvad er
klokken, Thea?

Fru Elvsted
(ser på sit uhr).

Den er nu over syv.

Hedda.

Hvad tid kom Tesman.

Fru Elvsted.

Han er ikke kommet.

s. 468

Hedda.

Ikke kommet hjem endnu?

Fru Elvsted
(rejser sig).

Her er slet ingen kommet.

Hedda.

Og vi, som sad her og våged og vented lige til
klokken fire –

Fru Elvsted
(vrider hænderne).

Og slig som jeg vented på ham!

Hedda
(gisper og siger med hånden for munden):

Ak ja, – det kunde vi da ha’ sparet os for.

Fru Elvsted.

Fik du så sove lidt siden?

Hedda.

Å ja. Jeg tror, jeg fik sove nok så bra’. Fik
ikke du?

Fru Elvsted.

Ikke et øjeblik. Jeg kunde ikke, Hedda! Det
var mig så rent umuligt.

Hedda
(rejser sig og går hen imod hende).

Så, så, så! Det er da ikke noget at ængste sig
for. Jeg skønner så godt, hvorledes det hænger
sammen.

Fru Elvsted.

Ja, hvad tror du da? Kan du sige mig det!

s. 469

Hedda.

Nå, det har naturligvis trukket gruelig længe
ud hos assessoren –

Fru Elvsted.

Å Gud , ja, – det har det visst. Men allige-
vel –

Hedda.

Og så, ser du, så har ikke Tesman villet komme
hjem og gøre larm og ringe på midt om natten. ( ler .)
Kanske ikke gerne villet vise sig heller – sådan lige
ovenpå et lysteligt lag.

Fru Elvsted.

Men, kære, – hvor skulde han da være gåt hen?

Hedda.

Han er naturligvis gåt op til tanterne og har
lagt sig til at sove der. De har jo hans gamle
værelse stående.

Fru Elvsted.

Nej, hos dem kan han ikke være. For nu nylig
kom der et brev til ham fra frøken Tesman. Der
ligger det.

Hedda.

Så? ( ser på udskriften.) Ja, det er såmæn fra tante
Julle egenhændig. Nå, så er han altså ble’t igen hos
assessoren da. Og Ejlert Løvborg, han sidder – med
vinløv i håret, og læser op.

Fru Elvsted.

Å Hedda, du går bare og snakker noget, som
du ikke selv tror på.

Hedda.

Du er virkelig et lidet fårehode, Thea.

s. 470

Fru Elvsted.

Å ja, desværre, jeg er vel sagtens det.

Hedda.

Og så dødelig træt som du ser ud.

Fru Elvsted.

Ja, jeg er også dødelig træt.

Hedda.

Nå, derfor skal du gøre, som jeg siger. Du skal
gå ind i mit værelse og lægge dig lidt på sengen.

Fru Elvsted.

Å nej, nej, – jeg får så ikke sove alligevel.

Hedda.

Jo visst gør du så.

Fru Elvsted.

Ja, men din mand må da snart komme hjem
nu. Og så må jeg straks få vide –

Hedda.

Jeg skal nok sige dig til, når han kommer.

Fru Elvsted.

Ja, lover du mig det, Hedda?

Hedda.

Ja, det kan du stole på. Gå du bare ind og
sov sålænge.

Fru Elvsted.

Tak. Så vil jeg prøve på det da.

( hun går ind gennem bagværelset.)

(Hedda går hen til glasdøren og trækker forhængene fra. Det fulde dags-
lys falder ind i stuen. Derpå tager hun fra skrivebordet et lidet hånd-

s. 471

spejl, ser sig i det og ordner håret. Går så hen til forstuedøren og tryk-
ker på klokkeknappen.)

(Berte kommer lidt efter i døren.)

Berte.

Er det noget, som fruen ønsker?

Hedda.

Ja, De får lægge mere i ovnen. Jeg går her
og fryser.

Berte.

Jøsses, – straks på timen skal her bli’ varmt.

( hun rager gløderne sammen og lægger et vedstykke ind.)

Berte
(standser og lytter).

Nu ringte det på gadedøren, frue.

Hedda.

Så gå ud og luk op. Ovnen skal jeg selv
sørge for.

Berte.

Det kommer snart i brand.

( hun går ud gennem forstuedøren.)

(Hedda knæler på fodskammelen og lægger flere vedstykker ind i ovnen.)

(Jørgen Tesman kommer efter et kort ophold ind fra forstuen. Han ser
træt og noget alvorlig ud. Lister sig på tåspidserne hen imod døråbnin-
gen og vil smutte ind mellem forhængene.)

Hedda
(ved ovnen, uden at se op).

God morgen.

Tesman
(vender sig).

Hedda! (kommer nærmere) Men i al verden, – er
du oppe så tidligt! Hvad?

s. 472

Hedda.

Ja, jeg har været svært tidlig oppe idag.

Tesman.

Og jeg, som var så viss på, at du lå og sov
endnu! Tænk det, Hedda!

Hedda.

Tal ikke så højt. Fru Elvsted ligger inde hos mig.

Tesman.

Er fru Elvsted ble’t her inat!

Hedda.

Ja, her kom jo ingen for at hente hende.

Tesman.

Nej, der gjorde vel ikke det.

Hedda
(lukker ovnsdøren og rejser sig).

Nå, var det så morsomt hos assessoren?

Tesman.

Har du været ængstelig for mig? Hvad?

Hedda.

Nej, det kunde da aldrig falde mig ind. Men
jeg spurgte, om du havde havt det morsomt.

Tesman.

Ja såmæn. For én gangs skyld, så –. Men
mest i førstningen, synes nu jeg. For da læste Ej-
lert op for mig. Vi kom jo over en time for tidligt,
– tænk det! Og Brack havde jo så meget at ordne.
Men så læste Ejlert.

s. 473

Hedda
(sætter sig på højre side af bordet).

Nå? Lad mig så få høre –

Tesman
(sætter sig på en taburet ved ovnen).

Nej, Hedda, du kan aldrig tro, hvad det blir
for et værk! Det er visst næsten noget af det
mærkeligste, som er skrevet. Tænk det!

Hedda.

Ja, ja, det bryr jeg mig ikke om –

Tesman.

Jeg vil tilstå en ting for dig, Hedda. Da han
havde læst, – så kom der noget stygt over mig.

Hedda.

Noget stygt?

Tesman.

Jeg sad og misundte Ejlert, at han havde kun-
net skrive sådant noget. Tænk det, Hedda!

Hedda.

Ja, ja, jeg tænker jo!

Tesman.

Og så vide, at han, – med de evner, som han
har, – desværre nok er rent uforbederlig alligevel.

Hedda.

Du mener vel, at han har mere livsmod end
de andre?

Tesman.

Nej, Herregud , – han kan sletikke holde måde
i nydelsen, ser du.

s. 474

Hedda.

Og hvad blev det så til – tilslut?

Tesman.

Ja, jeg synes nu nærmest, at det måtte kaldes
et bakkanal, jeg, Hedda.

Hedda.

Havde han vinløv i håret?

Tesman.

Vinløv? Nej, det så jeg ikke noget til. Men
han holdt en lang, forvirret tale for den kvinde, som
havde beåndet ham under arbejdet. Ja, således ud-
trykte han sig.

Hedda.

Nævnte han hende?

Tesman.

Nej, det gjorde han ikke. Men jeg kan ikke
tænke mig andet, end at det må være fru Elvsted.
Pas du på!

Hedda.

Nå, – hvor skiltes du så fra ham?

Tesman.

På vejen indover. Vi brød op, – de sidste af
os, – på samme tid. Og Brack gik også med
for at få lidt frisk luft. Og så, ser du, så blev vi
enige om at følge Ejlert hjem. Ja, for han var da
så rent overlastet også!

Hedda.

Han var vel det.

s. 475

Tesman.

Men nu kommer det mærkværdige, Hedda! Eller
det sørgelige, skulde jeg vel heller sige. Å, – jeg
skammer mig næsten – på Ejlerts vegne – for at
fortælle det –

Hedda.

Nå da, altså –?

Tesman.

Jo, mens vi gik sådan indover, ser du, så blev
jeg tilfældigvis lidt tilbage på vejen. Bare sådan et
par minutters tid, – tænk det!

Hedda.

Ja, ja, Herregud , men –?

Tesman.

Og da jeg så skynder mig efter de andre, –
véd du så, hvad jeg finder i vejkanten? Hvad?

Hedda.

Nej, hvor kan nu jeg vide det!

Tesman.

Sig det endelig ikke til nogen, Hedda. Hører
du det! Lov mig det for Ejlerts skyld. (trækker en
pakke i papiromslag op af frakkelommen.) Tænk, du, – jeg
fandt dette her.

Hedda.

Er det ikke den pakken, som han havde med
sig her igår?

Tesman.

Jo, du, det er hele hans kostbare, uerstattelige
manuskript! Og det havde han gået der og mistet
– uden at han mærked det. Tænk dig bare, Hedda!
Så sørgeligt –

s. 476

Hedda.

Men hvorfor gav du ham så ikke pakken igen
straks?

Tesman.

Nej, det turde jeg da ikke gøre – i den for-
fatning, han var i –

Hedda.

Fortalte du ikke til nogen af de andre, at du
havde fundet den heller?

Tesman.

Å, langtfra. Det vilde jeg da ikke for Ejlerts
skyld, kan du skønne.

Hedda.

Der er altså ingen, som véd, at du har Ejlert
Løvborgs papirer?

Tesman.

Nej. Og det må ingen få vide heller.

Hedda.

Hvad talte du så siden med ham om?

Tesman.

Jeg fik sletikke tale mere med ham, du. For
da vi kom ind i gaderne, så blev han og en to–tre
andre rent borte for os. Tænk det!

Hedda.

Så? De har vel fulgt ham hjem da.

Tesman.

Ja, de havde nok det, lod det til. Og Brack
gik også sin vej.

s. 477

Hedda.

Og hvor har du så tumlet dig siden efter?

Tesman.

Jo, jeg og nogen af de andre, vi fulgte op med
en af de lystige fyrene og drak morgenkaffe der hos
ham. Eller natkaffe må det vel nærmest kaldes.
Hvad? Men når jeg nu bare har hvilet mig en
smule – og så jeg kan tænke mig, at Ejlert, stak-
ker, har fåt sovet ud, så må jeg indover til ham
med dette her.

Hedda
(strækker hånden efter pakken).

Nej, – gi’ det ikke fra dig! Ikke straks, mener
jeg. Lad mig få læse det først.

Tesman.

Nej, kære, snille Hedda, det tør jeg, ved Gud ,
ikke.

Hedda.

Tør du ikke?

Tesman.

Nej, – for du kan da vel tænke dig, hvor rent
fortvilet han blir, når han vågner og savner manu-
skriptet. For han har ingen afskrift af det, må du
vide! Det sa’ han selv.

Hedda
( ser ligesom forskende på ham).

Kan da ikke sligt noget skrives om igen? Så-
dan en gang til.

Tesman.

Nej, det tror jeg aldrig vilde gå. For beåndel-
sen, – ser du –

Henrik Ibsens samlede værker. VIII.

s. 478

Hedda.

Ja, ja, – just det er det vel – (henkastende.) Men
det er sandt, – her ligger et brev til dig.

Tesman.

Nej, tænk –!

Hedda
(rækker ham det).

Det kom tidlig imorges.

Tesman.

Fra tante Julle, du! Hvad kan det være? (lægger
papirpakken på den anden taburet, åbner brevet, løber det igennem og
springer op.) Å Hedda, – hun skriver, at den stakkers
tante Rina ligger på sit sidste!

Hedda.

Det var jo at vente.

Tesman.

Og at hvis jeg vil se hende endnu en gang, så
må jeg skynde mig. Jeg vil straks springe derind.

Hedda
(undertrykker et smil).

Vil du springe også?

Tesman.

Å, kæreste Hedda, – om du kunde overvinde
dig til at følge med! Tænk det!

Hedda
(rejser sig og siger træt og afvisende).

Nej, nej, bed mig ikke om sligt noget. Jeg vil
ikke se på sygdom og død. Lad mig få være fri
for alt det, som stygt er.

s. 479

Tesman.

Ja, Herregud da –! (farer omkring.) Min hat –?
Min overfrakke –? Nå, i forstuen –. Jeg vil da
inderlig håbe, at jeg ikke kommer for sent, Hedda?
Hvad?

Hedda.

Å, bare spring, så –

(Berte kommer i forstuedøren.)

Berte.

Assessor Brack står udenfor og spør’, om han
må komme ind.

Tesman.

På denne tid! Nej, nu kan jeg umulig ta’ imod
ham.

Hedda.

Men jeg kan. (til Berte.) Bed assessoren komme.

(Berte går.)

Hedda
(hurtigt, hviskende).

Pakken, Tesman!

( hun griber den fra taburetten.)

Tesman.

Ja, giv mig den!

Hedda.

Nej, nej, jeg gemmer den for dig sålænge.

( hun går hen til skrivebordet og stikker den ind i bogreolen. Tesman
står i hastværk og kan ikke få handskerne på.)

(Assessor Brack kommer ind fra forstuen.)

Hedda
(nikker til ham).

Nå, De er rigtignok en morgenfugl.

31*

s. 480

Brack.

Ja, synes De ikke det? (til Tesman.) Skal De
også ud på farten?

Tesman.

Ja, jeg må nødvendigvis ind til tanterne. Tænk,
– den syge, hun ligger for døden, stakker.

Brack.

Å Herregud , gør hun det? Men så må De
endelig ikke la’ Dem opholde af mig. I et så alvor-
ligt øjeblik –

Tesman.

Ja, jeg må virkelig løbe –. Farvel! Farvel!

( han skynder sig ud gennem forstuedøren.)

Hedda
(går nærmere).

Det har nok været mere end livligt hjemme hos
Dem inat, herr assessor.

Brack.

Jeg er såmæn ikke kommen af klæderne, fru
Hedda.

Hedda.

Ikke De heller?

Brack.

Nej, som De ser . Men hvad har så Tesman
fortalt om nattens oplevelser?

Hedda.

Å, noget kedeligt noget. Bare det, at de havde
været oppe og drukket kaffe etsteds.

s. 481

Brack.

Det kaffelag har jeg alt rede på. Ejlert Løv-
borg var nok ikke med der, tror jeg?

Hedda.

Nej, de havde fulgt ham hjem forinden.

Brack.

Tesman også?

Hedda.

Nej, men et par andre, sa’ han.

Brack
(smiler).

Jørgen Tesman er virkelig en troskyldig sjæl,
fru Hedda.

Hedda.

Ja, det véd Gud han er. Men stikker der da
noget under?

Brack.

Ja, det er ikke frit for det.

Hedda.

Nå da! Lad os sætte os, kære assessor. Så
fortæller De bedre.

( hun sætter sig ved venstre side af bordet. Brack ved langsiden i nær-
heden af hende.)

Hedda.

Nå da altså?

Brack.

Jeg havde særlige grunde til at efterspore mine
gæsters – eller, rigtigere sagt, en del af mine gæ-
sters veje inat.

s. 482

Hedda.

Og imellem dem var kanske Ejlert Løvborg også?

Brack.

Jeg må tilstå – han var det.

Hedda.

Nu gør De mig virkelig begærlig –

Brack.

Véd De, hvor han og et par af de andre til-
bragte resten af natten, fru Hedda?

Hedda.

Går det an at fortælle det, så gør så.

Brack.

Bevar’s, det kan godt fortælles. Jo, de indfandt
sig i en særdeles animeret soirée .

Hedda.

Af det livlige slags?

Brack.

Af det allerlivligste.

Hedda.

Lidt mere om dette her, assessor –

Brack.

Løvborg havde fåt indbydelse i forvejen, han
også. Jeg vidste fuld besked om det. Men da havde
han afslåt at komme. For nu har han jo iført sig
et nyt menneske, som De véd.

Hedda.

Oppe hos fogden Elvsteds, ja. Men så gik han
altså alligevel?

s. 483

Brack.

Ja, ser De, fru Hedda, – så kommer uheldigvis
ånden over ham oppe hos mig i aftes –

Hedda.

Ja, der blev han jo beåndet, hører jeg.

Brack.

I temmelig voldsom grad beåndet. Nå, så kom
han vel på andre tanker, kan jeg tro. For vi mands-
personer, vi er desværre ikke altid så principfaste,
som vi burde være.

Hedda.

Å, De danner da visst en undtagelse, assessor
Brack. Men Løvborg altså –?

Brack.

Ja, kort og godt, – enden blev, at han havned
i frøken Dianas saloner.

Hedda.

Frøken Dianas?

Brack.

Det var frøken Diana, som gav soiréen. For
en udvalgt kreds af veninder og beundrere.

Hedda.

Er det en rødhåret en?

Brack.

Netop.

Hedda.

Sådan en slags – sangerinde?

Brack.

Å ja, – det også. Og derhos en vældig jæger-

s. 484

inde – for herrerne, – fru Hedda. De har visst hørt
tale om hende. Ejlert Løvborg var en af hendes
varmeste beskyttere – i sine velmagtsdage.

Hedda.

Og hvorledes endte så dette her?

Brack.

Mindre venskabeligt, lader det til. Frøken Diana
skal fra den ømmeste modtagelse være gået til hånd-
gribeligheder –

Hedda.

Imod Løvborg?

Brack.

Ja. Han beskyldte hende eller veninderne for
at ha’ bestjålet ham. Han påstod, at hans tegnebog
var ble’t borte. Og andre sager også. Kort sagt,
han skal ha’ gjort et morderligt spektakel.

Hedda.

Og hvad førte så det til?

Brack.

Det førte såmæn til almindelig hanekamp mel-
lem både damer og herrer. Heldigvis så kom da
endelig politiet tilstede.

Hedda.

Kom politiet også?

Brack.

Ja. Men det blir nok en dyr spas for Ejlert
Løvborg, det gale menneske.

Hedda.

Nå!

s. 485

Brack.

Han skal ha’ gjort voldsom modstand. Skal
ha’ slåt en af konstablerne på øret og revet hans
frakke istykker. Så måtte han da med på stationen
også.

Hedda.

Hvoraf véd De nu alt dette?

Brack.

Fra politiet selv.

Hedda
(ser hen for sig).

Således er det altså gåt for sig. Da har han
ikke havt vinløv i håret.

Brack.

Vinløv, fru Hedda?

Hedda
(slår over i tonen).

Men sig mig nu, assessor, – hvorfor går De
egentlig sådan og sporer og spejder efter Ejlert Løv-
borg?

Brack.

For det første kan det da ikke være mig så
ganske ligegyldigt, om det oplyses ved forhørerne,
at han kom lige fra mig.

Hedda.

Blir der altså forhører også?

Brack.

Forstår sig. For resten så fik nu det endda
være for hvad det var. Men jeg synes, at jeg, som
ven af huset, pligted at skaffe Dem og Tesman fuld
oplysning om hans natlige bedrifter.

s. 486

Hedda.

Hvorfor egentlig det, assessor Brack?

Brack.

Jo, fordi jeg har en levende mistanke om, at
han vil bruge Dem som et slags skærmbræt.

Hedda.

Nej, men hvor kan De da falde på sligt noget!

Brack.

Å Herregud , – vi er da ikke blinde, fru Hedda.
Se De bare til! Denne fru Elvsted, hun rejser så-
mæn ikke så snart fra byen igen.

Hedda.

Nå, skulde der være noget imellem de to, så
er der vel så mange andre steder, hvor de kan
mødes.

Brack.

Ikke noget hjem. Ethvert anstændigt hus vil
fra nu af igen være lukket for Ejlert Løvborg.

Hedda.

Og så bør mit også være, mener De?

Brack.

Ja. Jeg tilstår, det vilde falde mig mere end
pinligt, om denne herre fik fast indpas her. Om han,
som en overflødig – og en uvedkommende – skulde
trænge sig ind i –

Hedda.

– ind i trekanten?

Brack.

Netop. Det vilde for mig være det samme, som
at bli’ hjemløs.

s. 487

Hedda
(ser smilende på ham).

Altså, – eneste hane i kurven, – det er
Deres mål.

Brack
(nikker langsomt og sænker stemmen).

Ja, det er mit mål. Og det mål vil jeg kæmpe
for – med alle de midler, jeg har til min rådighed.

Hedda
(idet smilet viger).

De er visst et farligt menneske, – når det kom-
mer til stykket.

Brack.

Tror De det?

Hedda.

Ja, jeg begynder at tro det nu. Og jeg er
hjerteglad – sålænge De ikke i nogen måde har hals
og hånd over mig.

Brack
(ler tvetydigt).

Ja-ja, fru Hedda, – De kan kanske ha’ ret i
det. Hvem véd, om jeg ikke i så fald var mand
for at finde på både det ene og det andet.

Hedda.

Nej, men hør nu her, assessor Brack! Det er
jo næsten som om De sidder og truer.

Brack
(rejser sig).

Å, langtfra! Trekanten, ser De, – den bør
helst befæstes og forsvares i frivillighed.

s. 488

Hedda.

Det mener jeg også.

Brack.

Ja, nu har jeg altså fåt sagt, hvad jeg vilde.
Og så får jeg se at komme indover igen. Farvel,
fru Hedda!

( han går mod glasdøren.)

Hedda
(rejser sig).

Går De gennem haven?

Brack.

Ja, for mig er det kortere.

Hedda.

Ja, og så er det jo en bagvej også.

Brack.

Meget sandt. Jeg har ikke noget imod bagveje.
Til sine tider kan de være nokså pikante.

Hedda.

Når der skydes med skarpt, mener De?

Brack
(i døren, ler til hende).

Å, man skyder da vel ikke sine tamme kurv-
haner!

Hedda
( ler også).

Å nej, når man ikke har flere end den ene,
så –

( de nikker, under latter, til afsked. Han går. Hun lukker døren efter
ham.)

s. 489

(Hedda står en stund alvorlig og ser ud. Derpå går hun hen og kikker
ind gennem forhænget på bagvæggen. Går så til skrivebordet, tager
Løvborgs pakke frem fra reolen og vil blade i papirerne. Bertes stemme
høres højrøstet ude i forstuen. Hedda vender sig og lytter. Lukker så
hurtigt pakken ned i skuffen og lægger nøglen på skrivetøjet.)

(Ejlert Løvborg med overfrakken på og med hatten i hånden, river for-
stuedøren op. Han ser noget forvirret og ophidset ud.)

Løvborg
(vendt mod forstuen).

Og jeg siger Dem, jeg må og skal ind! Se så!

( han lukker døren, vender sig, ser Hedda, behersker sig straks og hilser.)

Hedda
(ved skrivebordet).

Nå, herr Løvborg, det er lovlig sent De kom-
mer efter Thea.

Løvborg.

Eller lovlig tidlig jeg kommer ind til Dem. Jeg
be’r Dem undskylde.

Hedda.

Hvoraf véd De, at hun er hos mig endnu?

Løvborg.

Det blev sagt i hendes logis, at hun havde
været ude hele natten.

Hedda
(går til salonbordet).

Kunde De mærke noget på folkene, da de sa’ det?

Løvborg
(ser spørgende på hende).

Mærke noget på dem?

Hedda.

Jeg mener, om det lod til, at de tænkte sig
sådan et og andet ved det?

s. 490

Løvborg
(forstår pludselig).

Å ja, det er jo også sandt! Jeg trækker hende
ned med mig! For resten kunde jeg ikke mærke
noget. – Tesman er vel ikke ståt op endnu?

Hedda.

Nej, – jeg tror ikke –

Løvborg.

Når kom han hjem?

Hedda.

Svært sent.

Løvborg.

Fortalte han Dem noget?

Hedda.

Ja, jeg hørte, at der havde været rigtig muntert
hos assessor Brack.

Løvborg.

Ikke noget andet?

Hedda.

Nej, jeg tror ikke det. For resten var jeg så
gruelig søvnig –

(Fru Elvsted kommer ind gennem forhængene på bagvæggen.)

Fru Elvsted
(hen imod ham).

Ah, Løvborg! Endelig –!

Løvborg.

Ja, endelig. Og for sent.

s. 491

Fru Elvsted
(ser i angst på ham).

Hvad er for sent?

Løvborg.

Alt er for sent nu. Med mig er det ude.

Fru Elvsted.

Å nej, nej, – sig da ikke det!

Løvborg.

Du vil selv sige det samme, når du får hørt –

Fru Elvsted.

Jeg vil ikke høre noget!

Hedda.

De ønsker kanske helst at tale alene med hende?
For så går jeg.

Løvborg.

Nej bliv, – De også. Jeg be’r Dem om det.

Fru Elvsted.

Ja, men jeg vil ikke høre noget, siger jeg!

Løvborg.

Det er ikke nattens eventyr, jeg vil tale om.

Fru Elvsted.

Hvad er det så –?

Løvborg.

Det er om det, at vore veje må skilles nu.

Fru Elvsted.

Skilles!

s. 492

Hedda
(uvilkårligt).

Jeg vidste det!

Løvborg.

For jeg har ikke mere brug for dig, Thea.

Fru Elvsted.

Og det kan du stå her og sige! Ikke mere brug
for mig! Jeg skal da vel hjælpe dig nu som før?
Vi skal da vel bli’ ved at arbejde sammen?

Løvborg.

Jeg agter ikke at arbejde herefterdags.

Fru Elvsted
(i selvopgivelse).

Hvad skal jeg så bruge mit liv til?

Løvborg.

Du får prøve på at leve livet, som om du al-
drig havde kendt mig.

Fru Elvsted.

Men det kan jeg jo ikke!

Løvborg.

Prøv om du kan, Thea. Du får rejse hjem igen –

Fru Elvsted
(i oprør).

Aldrig i denne verden! Hvor du er, der vil jeg
også være! Jeg la’r mig ikke således forjage! Jeg
vil være her tilstede! Være sammen med dig, når
bogen kommer.

Hedda
(halvhøjt, i spænding).

Ah, bogen, – ja!

s. 493

Løvborg
(ser på hende).

Min og Theas bog. For det er den.

Fru Elvsted.

Ja, det føler jeg, at den er. Og derfor så har
jeg også ret til at være hos dig, når den kommer
Jeg vil se på, at der strøes agtelse og ære over dig
igen. Og glæden, – glæden, den vil jeg dele med dig.

Løvborg.

Thea, – vor bog kommer aldrig ud.

Hedda.

Ah!

Fru Elvsted.

Kommer den ikke!

Løvborg.

Kan aldrig komme.

Fru Elvsted
(i angstfuld anelse).

Løvborg, – hvor har du gjort af hæfterne!

Hedda
(ser spændt på ham).

Ja, hæfterne –?

Fru Elvsted.

Hvor har du dem!

Løvborg.

Å, Thea, – spør’ mig helst ikke om det.

Fru Elvsted.

Jo, jo, jeg vil vide det. Jeg har ret til at få
vide det straks.

Henrik Ibsens samlede værker. VIII.

s. 494

Løvborg.

Hæfterne –. Nu vel da, – hæfterne, dem har
jeg revet i tusend stykker.

Fru Elvsted
(skriger).

Å nej, nej –!

Hedda
(uvilkårligt).

Men det er jo sletikke –!

Løvborg
(ser på hende).

Ikke sandt, tror De?

Hedda
(fatter sig).

Jo vel. Naturligvis. Når De selv siger det.
Men det lød så urimeligt –

Løvborg.

Sandt alligevel.

Fru Elvsted
(vrider hænderne).

Å Gud , – å Gud , Hedda, – revet sit eget værk
istykker!

Løvborg.

Jeg har revet mit eget liv istykker. Så kunde
jeg vel rive mit livsværk også –

Fru Elvsted.

Og det har du altså gjort inat!

Løvborg.

Ja, hører du. I tusend stykker. Og strød dem
ud i fjorden. Langt ude. Der er i alle fald friskt

s. 495

saltvand. Lad dem drive i det. Drive for strøm og
vind. Og om en stund så synker de. Dybere og
dybere. Ligesom jeg, Thea.

Fru Elvsted.

Véd du vel, Løvborg, at dette her med bogen –.
Alle mine dage vil det stå for mig, som om du havde
dræbt et lidet barn.

Løvborg.

Du har ret i det. Det er som et slags barne-
mord.

Fru Elvsted.

Men hvor kunde du så –! Jeg havde jo også
min del i barnet.

Hedda
(næsten lydløst).

Ah, barnet –

Fru Elvsted
(ånder tungt).

Forbi altså. Ja, ja, nu går jeg, Hedda.

Hedda.

Men du rejser da vel ikke?

Fru Elvsted.

Å, jeg véd ikke selv, hvad jeg gør. Nu er al-
ting mørkt foran mig.

( hun går ud gennem forstuedøren.)

Hedda
(står og venter lidt).

De vil altså ikke følge hende hjem, herr Løv-
borg?

32*

s. 496

Løvborg.

Jeg? Gennem gaderne? Skulde kanske folk se,
at hun gik sammen med mig?

Hedda.

Jeg véd jo ikke, hvad der ellers er gåt for sig
inat. Men er det da så rent uopretteligt?

Løvborg.

Det blir ikke ved denne nat alene. Jeg véd det
så sikkert. Men så er der det, at jeg gider ikke
leve den slags liv heller. Ikke nu pånyt. Det er
livsmodet og livstrodsen, som hun har knækket i mig.

Hedda
(ser frem for sig).

Den søde lille tosse har havt sine fingre i en
menneskeskæbne. (ser på ham.) Men at De kunde være
så hjerteløs imod hende alligevel?

Løvborg.

Å, sig ikke, at det var hjerteløst!

Hedda.

Gå hen og ødelægge, hvad der har fyldt hendes
sind gennem lange, lange tider! Det kalder De ikke
hjerteløst!

Løvborg.

Til Dem kan jeg sige sandheden, Hedda.

Hedda.

Sandheden?

Løvborg.

Lov mig først, – gi’ mig Deres ord på, at hvad
jeg nu betror Dem, det får Thea aldrig vide.

s. 497

Hedda.

Det har De mit ord på.

Løvborg.

Godt. Så vil jeg da sige Dem, at det ikke var
sandt, hvad jeg stod her og fortalte.

Hedda.

Det om hæfterne?

Løvborg.

Ja. Jeg har ikke revet dem istykker. Ikke
kastet dem i fjorden heller.

Hedda.

Nej, nej –. Men – hvor er de da?

Løvborg.

Jeg har ødelagt dem alligevel. I bund og grund,
Hedda!

Hedda.

Dette her forstår jeg ikke.

Løvborg.

Thea sa’, at det, jeg havde gjort, det stod for
hende som et barnemord.

Hedda.

Ja, – så sa’ hun.

Løvborg.

Men det, at dræbe sit barn, – det er ikke det
værste, en far kan gøre imod det.

Hedda.

Det ikke det værste?

s. 498

Løvborg.

Nej. Det var det værste, jeg vilde skåne Thea
for at høre.

Hedda.

Og hvad er så dette værste?

Løvborg.

Sæt nu, Hedda, at en mand, – sådan henad
morgenstunden, – efter en forvildet, gennemsviret
nat kom hjem til sit barns mor og sa’: hør du, –
jeg har været der og der. På de og de steder. Og
jeg har havt vort barn med mig. På de og de ste-
der. Barnet er kommet væk for mig. Rent væk.
Pokker véd, hvad hænder det er faldet i. Hvem der
har havt sine fingre i det.

Hedda.

Ah, – men til syvende og sidst, så – så var
da dette her bare en bog –

Løvborg.

Theas rene sjæl var i den bog.

Hedda.

Ja, jeg forstår det.

Løvborg.

Og så forstår De vel også, at mellem hende og
mig er der ikke fremtid foran.

Hedda.

Og hvad vej vil De så gå?

Løvborg.

Ingen. Bare se til at få ende på det altsam-
men. Jo før jo heller.

s. 499

Hedda
(et skridt nærmere).

Ejlert Løvborg, – hør nu her –. Kunde De
ikke se til, at – at det skede i skønhed?

Løvborg.

I skønhed? (smiler.) Med vinløv i håret, som De
før i tiden tænkte Dem –

Hedda.

Å nej. Vinløvet, – det tror jeg ikke længer på.
Men i skønhed alligevel! For én gangs skyld! –
Farvel! De skal gå nu. Og ikke komme her oftere.

Løvborg.

Farvel, frue. Og hils Jørgen Tesman fra mig.

( han vil gå.)

Hedda.

Nej vent! En erindring fra mig skal De da ta’
med Dem.

( hun går hen til skrivebordet og åbner skuffen og pistolkassen. Kommer
så hen igen til Løvborg med en af pistolerne.)

Løvborg
(ser på hende).

Den der? Er det erindringen?

Hedda
(nikker langsomt).

Kan De kende den igen? Den har engang været
løftet imod Dem.

Løvborg.

De skulde ha’ brugt den dengang.

Hedda.

Se der! Brug De den nu.

s. 500

Løvborg
(stikker pistolen i brystlommen).

Tak!

Hedda.

Og så i skønhed, Ejlert Løvborg. Lov mig
bare det!

Løvborg.

Farvel, Hedda Gabler.

( han går ud gennem forstuedøren.)

(Hedda lytter en stund ved døren. Derpå går hun hen til skrivebordet
og tager pakken med manuskriptet frem, kikker lidt ind i omslaget,
drager nogle af bladene halvt ud og ser på dem. Så går hun med det
hele hen og sætter sig i lænestolen ved ovnen. Pakken har hun på
skødet. Lidt efter åbner hun ovnsdøren og derefter også pakken.)

Hedda
(kaster et af hæfterne ind i ilden og hvisker hen for sig):

Nu brænder jeg dit barn, Thea! – Du med
krushåret! (kaster et par hæfter til i ovnen.) Dit og Ejlert
Løvborgs barn. (kaster det øvrige ind.) Nu brænder, –
nu brænder jeg barnet.

FJERDE AKT.

(Samme værelser hos Tesmans. Det er aften. Selskabsværelset ligger i
mørke. Bagværelset er belyst af hængelampen over bordet derinde.
Forhængene for glasdøren er trukne til.)

(Hedda, sortklædt, driver om på gulvet i det mørke værelse. Kommer
så ind i bagværelset og går henover mod venstre side. Der høres nogle
akkorder fra pianoet. Så kommer hun frem igen og går ind i selskabs-
værelset. )

(Berte kommer fra højre side gennem bagværelset med en tændt lampe,
som hun stiller på bordet foran hjørnesofaen i salonen. Hendes øjne er
forgrædte, og hun har sorte bånd på kappen. Går stille og varsomt ud
til højre. Hedda går hen til glasdøren, letter forhænget lidt tilside og
ser ud i mørket.)

(Kort efter kommer frøken Tesman , sørgeklædt, med hat og slør ind fra
forstuen. Hedda går hende imøde og rækker hende hånden.)

Frøken Tesman.

Ja, Hedda, her kommer jeg i sorgens farver.
For nu har da min stakkers søster endelig stridt ud.

Hedda.

Jeg véd det allerede, som De vel ser . Tesman
sendte et kort ud til mig.

Frøken Tesman.

Ja, han lovte mig jo det. Men jeg syntes da
alligevel, at til Hedda, – her i livets hus, – her
måtte jeg da melde døden selv.

s. 502

Hedda.

Det var meget venligt af Dem.

Frøken Tesman.

Å, Rina skulde bare ikke gåt bort netop nu.
Heddas hus skulde ikke bære sorg i denne tid.

Hedda
(afledende).

Hun døde jo så stille, frøken Tesman?

Frøken Tesman.

Å, så dejligt, – så fredeligt løste det sig op for
hende. Og så den usigelige lykke, at hun fik se
Jørgen engang til. Og fik sige ham rigtig farvel. –
Er han kanske ikke kommen hjem endnu?

Hedda.

Nej. Han skrev, at jeg ikke måtte vente ham
så snart. Men sæt Dem da ned.

Frøken Tesman.

Nej tak, kære – velsignede Hedda. Jeg vilde
nok gerne. Men jeg har så liden tid. Nu skal hun
stelles og pyntes så godt jeg kan. Rigtig pén skal
hun komme i sin grav.

Hedda.

Kan ikke jeg hjælpe med noget?

Frøken Tesman.

Å, tænk da aldrig på det! Sligt noget må ikke
Hedda Tesman ta’ sine hænder i. Og ikke fæste
sine tanker ved heller. Ikke i denne tid, ikke.

Hedda.

Å, tankerne, – de lar sig ikke sådan mestre –

s. 503

Frøken Tesman
(vedblivende).

Ja, Herregud , så går det i verden. Hjemme hos
mig skal vi nu sy lintøj til Rina. Og her skal vel
også snart syes, kan jeg tænke. Men det blir af et
andet slags, det, – Gud ske lov!

(Jørgen Tesman kommer ind gennem forstuedøren.)

Hedda.

Nå, det var da godt, du endelig kom engang.

Tesman.

Er du her, tante Julle? Hos Hedda? Tænk det!

Frøken Tesman.

Jeg vilde just til at gå igen, min kære gut.
Nå, fik du så udrettet alt det, du lovte mig?

Tesman.

Nej, jeg er virkelig ræd, jeg har glemt halv-
parten, du. Jeg får springe ind til dig imorgen igen.
For idag er mit hode så rent fortumlet. Jeg kan
ikke holde tankerne sammen.

Frøken Tesman.

Men, snille Jørgen, du må da ikke ta’ det på
den vis.

Tesman.

Så? Hvorledes da, mener du?

Frøken Tesman.

Du skal være glad i sorgen. Glad for det, som
sket er. Ligesom jeg er det.

Tesman.

Å ja, ja. Du tænker på tante Rina, du.

s. 504

Hedda.

Det blir ensomt for Dem nu, frøken Tesman.

Frøken Tesman.

I de første dagene, ja. Men det kommer vel
ikke til at vare så længe, vil jeg håbe. Salig Rinas
lille stue skal da ikke stå tom, véd jeg!

Tesman.

Så? Hvem vil du da skal flytte ind i den?
Hvad?

Frøken Tesman.

Å, der findes altid en eller anden syg stakker,
som trænger røgt og pleje, desværre.

Hedda.

Vil De virkelig ta’ sligt kors på Dem igen?

Frøken Tesman.

Kors! Gud forlade Dem, barn, – det har da
ikke været noget kors for mig.

Hedda.

Men om der nu skulde komme et fremmed
menneske, så –

Frøken Tesman.

Å, med syge folk blir en snart venner. Og jeg
behøver da så sårt at ha’ nogen at leve for, jeg
også. Nå, Gud ske lov og tak, – her i huset turde
vel også bli’ et og andet at ta’ hånd i for en gam-
mel tante.

Hedda.

Å, tal bare ikke om vort.

s. 505

Tesman.

Ja, tænk, hvor dejligt vi tre kunde ha’ det
sammen, dersom –

Hedda.

Dersom –?

Tesman
(urolig).

Å, ikke noget. Det ordner sig vel. Lad os
håbe det. Hvad?

Frøken Tesman.

Ja, ja. I to har nok noget at snakke sammen,
kan jeg skønne. (smiler.) Og Hedda har kanske også
noget at fortælle dig, Jørgen. Farvel! Nu må jeg
hjem til Rina. (vender sig ved døren.) Herregud , hvor
underligt at tænke sig! Nu er Rina både hos mig
og hos salig Jochum.

Tesman.

Ja, tænk det, tante Julle! Hvad?

(Frøken Tesman går ud gennem forstuedøren.)

Hedda
(følger Tesman koldt og forskende med øjnene).

Jeg tror næsten, dødsfaldet går dig mere til
hjertet end hende.

Tesman.

Å, det er ikke dødsfaldet alene. Det er Ejlert,
som jeg er så inderlig urolig for.

Hedda
(hurtigt).

Er der noget nyt med ham?

Tesman.

Jeg vilde løbet op til ham i eftermiddag og
sagt ham, at manuskriptet var i god behold.

s. 506

Hedda.

Nå? Traf du ham så ikke?

Tesman.

Nej. Han var ikke hjemme. Men bagefter så
mødte jeg fru Elvsted, og hun fortalte, at han havde
været her tidlig imorges.

Hedda.

Ja straks efter at du var gåt.

Tesman.

Og han skal jo ha’ sagt, at han havde revet
manuskriptet istykker. Hvad?

Hedda.

Ja, han påstod det.

Tesman.

Men, Herregud , så har han jo været rent sinds-
forvirret! Og så turde du vel sagtens ikke gi’ ham
det tilbage heller, Hedda?

Hedda.

Nej, han fik det ikke.

Tesman.

Men du sa’ ham da vel, at vi havde det?

Hedda.

Nej. (hurtigt.) Sa’ du kanske det til fru Elvsted?

Tesman.

Nej, det vilde jeg ikke. Men til ham selv skulde
du ha’ sagt det. Tænk, om han i fortvilelse går
hen og gør en ulykke på sig! Lad mig få manu-
skriptet, Hedda! Jeg vil springe ind til ham med
det straks. Hvor har du pakken?

s. 507

Hedda
(kold og ubevægelig, støttet til lænestolen).

Jeg har den ikke mere.

Tesman.

Har du den ikke! Hvad i al verden mener du
med det!

Hedda.

Jeg har brændt det op – alt sammen.

Tesman
(farer op i skræk).

Brændt! Brændt Ejlerts manuskript!

Hedda.

Skrig ikke så. Tjenestepigen kunde gerne
høre dig.

Tesman.

Brændt! Men du godeste Gud –! Nej, nej,
nej, – dette er rent umuligt!

Hedda.

Ja, det er nu så alligevel.

Tesman.

Men véd du da selv, hvad du der har gjort,
Hedda! Det er jo ulovlig omgang med hittegods.
Tænk det! Ja, spør’ du bare assessor Brack, så
skal du få høre.

Hedda.

Det er visst rådeligst, at du ikke taler om det,
– hverken til assessoren eller til nogen anden.

Tesman.

Men hvorledes kunde du da gå hen og gøre
noget så uhørt! Hvorledes kunde sligt falde dig

s. 508

ind? Hvorledes kunde det komme over dig? Svar
mig på det. Hvad?

Hedda
(undertrykker et næsten umærkeligt smil).

Jeg gjorde det for din skyld, Jørgen.

Tesman.

For min skyld!

Hedda.

Da du kom hjem imorges og fortalte, at han
havde læst for dig –

Tesman.

Ja, ja, hvad så?

Hedda.

Da tilstod du, at du misundte ham det værk.

Tesman.

Å Herregud , det var da ikke så bogstavelig ment.

Hedda.

Alligevel. Jeg kunde ikke tåle den tanke, at
nogen anden skulde stille dig i skyggen.

Tesman
(i udbrud, mellem tvil og glæde).

Hedda, – å, er det sandt, hvad du siger! –
Ja-men, – ja-men – på den slags måde har jeg
aldrig mærket din kærlighed før. Tænk det!

Hedda.

Nå, så er det bedst du får vide da – at just
i denne tid – ( heftigt , afbrydende.) Nej, nej, – du kan
spørge dig for hos tante Julle. Så gir hun dig nok
besked.

s. 509

Tesman.

Å, jeg tror næsten jeg forstår dig, Hedda! (slår
hænderne sammen.) Nej, Herregud , du, – skulde det
være muligt! Hvad?

Hedda.

Skrig da ikke så. Pigen kan høre dig.

Tesman
(leende i overstadig glæde).

Pigen! Nej, du er virkelig kostelig, du, Hedda!
Pigen, – det er jo Berte, det! Jeg vil selv ud og
fortælle det til Berte.

Hedda
(knuger hænderne som fortvilet).

Å, jeg forgår, – jeg forgår i alt dette her!

Tesman.

I hvad for noget, Hedda? Hvad?

Hedda
(koldt, behersket).

I alt dette – løjerlige, – Jørgen.

Tesman.

Løjerligt? At jeg er så sjæleglad. Men allige-
vel –. Kanske det ikke er værdt, at jeg siger noget
til Berte.

Hedda.

Å jo, – hvorfor ikke det også?

Tesman.

Nej, nej, ikke endnu. Men tante Julle må til-
forladelig få vide det. Og det, at du begynder at
kalde mig Jørgen også! Tænk det. Å, tante Julle,
hun vil bli’ så glad, – så glad!

Henrik Ibsens samlede værker. VIII.

s. 510

Hedda.

Når hun hører, at jeg har brændt Ejlert Løv-
borgs papirer – for din skyld?

Tesman.

Nej, det er jo også sandt! Det med papirerne,
det må naturligvis ingen få vide. Men at du bræn-
der for mig, Hedda, – det skal så sandelig tante
Julle ha’ del i! For resten gad jeg vide, jeg, om
sligt noget er almindeligt hos unge koner, du? Hvad?

Hedda.

Du bør spørge tante Julle om det også, synes jeg.

Tesman.

Ja, det vil jeg virkelig gøre ved lejlighed. (ser
atter urolig og betænkelig ud.) Nej men, – nej men manu-
skriptet da! Herregud , det er jo forfærdeligt at tænke
sig for den stakkers Ejlert alligevel.

(Fru Elvsted, klædt ligesom ved sit første besøg, med hat og overtøj,
kommer ind gennem forstuedøren .)

Fru Elvsted
(hilser hurtigt og siger i sindsbevægelse):

Å, kære Hedda, tag mig ikke ilde op, at jeg
kommer igen.

Hedda.

Hvad er der hændt dig, Thea?

Tesman.

Er det noget med Ejlert Løvborg igen? Hvad?

Fru Elvsted.

Å ja, – jeg er så gruelig ræd for, at der er
tilstødt ham en ulykke.

s. 511

Hedda
(griber hende i armen).

Ah, – tror du det!

Tesman.

Nej men, Herregud , – hvor kan De da falde
på sligt, fru Elvsted!

Fru Elvsted.

Jo, for jeg hørte, at de talte om ham i pen-
sionen, – just som jeg kom ind. Å, der går jo de
utroligste rygter om ham i byen idag.

Tesman.

Ja, tænk, det hørte jeg også! Og så kan jeg
bevidne, at han gik lige hjem og la’ sig. Tænk det!

Hedda.

Nå, – hvad sa’ de så i pensionen?

Fru Elvsted.

Å, jeg fik ikke rede på nogen ting. Enten de
nu ikke vidste noget nærmere eller –. Der blev
stille, da de så mig. Og spørge, det turde jeg ikke.

Tesman
(urolig om på gulvet).

Vi vil håbe – vi vil håbe, De har hørt fejl,
fru Elvsted!

Fru Elvsted.

Nej, nej, jeg er viss på, at det var ham, de
talte om. Og så hørte jeg, der blev nævnt noget
sådant som hospitalet eller –

Tesman.

Hospitalet!

33*

s. 512

Hedda.

Nej, – det er da vel umuligt!

Fru Elvsted.

Å, jeg blev så dødelig ræd for ham. Og så gik
jeg op i hans logis og spurgte efter ham der.

Hedda.

Kunde du bekvemme dig til det, Thea!

Fru Elvsted.

Ja, hvad skulde jeg vel andet gøre? For jeg
syntes ikke, jeg kunde holde den uvissheden ud
længer.

Tesman.

Men De traf ham vel ikke, De, heller? Hvad?

Fru Elvsted.

Nej. Og folkene vidste ikke nogen besked om
ham. Han havde ikke været hjemme siden igår
eftermiddag, sa’ de.

Tesman.

Igår! Tænk, at de kunde si’ det!

Fru Elvsted.

Å, jeg synes det er umuligt andet, end at der
må være noget galt på færde med ham!

Tesman.

Du, Hedda, – om jeg gik indover, du, og for-
hørte mig sådan på forskellige steder –?

Hedda.

Nej, nej, – bland ikke du dig op i dette her.

(Assessor Brack, med hat i hånden, kommer ind gennem forstuedøren,
som Berte åbner og lukker efter ham. Han ser alvorlig ud og hilser i
taushed.)

s. 513

Tesman.

Å, er De der, kære assessor? Hvad?

Brack.

Ja, jeg måtte nødvendigvis ud til Dem iaften.

Tesman.

Jeg kan se på Dem, at De har fåt budskabet
fra tante Julle.

Brack.

Det har jeg også fåt, ja.

Tesman.

Er det ikke sørgeligt, De? Hvad?

Brack.

Nå, kære Tesman, det er nu som man ta’r det.

Tesman
( ser uviss på ham).

Er der kanske ellers hændt noget?

Brack.

Ja, der er det.

Hedda
(spændt).

Noget sørgeligt, assessor Brack?

Brack.

Også som man ta’r det, frue.

Fru Elvsted
(i uvilkårligt udbrud).

Å, det er noget med Ejlert Løvborg!

s. 514

Brack
( ser lidt på hende).

Hvorledes falder fruen på det? Véd fruen kan-
ske allerede noget –?

Fru Elvsted
(forvirret).

Nej, nej, det gør jeg sletikke; men –

Tesman.

Men Gud bevar’ os, så sig det dog!

Brack
(trækker på skuldrene).

Nå, – desværre, – Ejlert Løvborg er bragt på
hospitalet. Han ligger nok for døden allerede.

Fru Elvsted
(skriger ud).

Å Gud , å Gud –!

Tesman.

På hospitalet! Og for døden også!

Hedda
(uvilkårligt).

Så hurtigt altså –!

Fru Elvsted
(jamrende).

Og vi, som skiltes uden forsoning, Hedda!

Hedda
(hvisker).

Men, Thea, – Thea da!

Fru Elvsted
(uden at agte på hende).

Jeg må ind til ham! Jeg må se ham ilive!

s. 515

Brack.

Det nytter Dem ikke noget, frue. Der får ingen
komme til ham.

Fru Elvsted.

Å, men sig mig da bare, hvad der er hændt
ham! Hvad er det for noget?

Tesman.

Ja, for han har da vel aldrig selv –! Hvad?

Hedda.

Jo, det er jeg viss på han har.

Tesman.

Hedda, – hvor kan du da –!

Brack
(som stadig holder øje med hende).

De har desværre gættet ganske rigtigt, fru
Tesman.

Fru Elvsted.

Å, hvor forfærdeligt!

Tesman.

Selv altså! Tænk det!

Hedda.

Skudt sig!

Brack.

Også rigtig gættet, frue.

Fru Elvsted
(søger at fatte sig).

Når skete det, herr assessor?

Brack.

Nu i eftermiddag. Mellem tre og fire.

s. 516

Tesman.

Men, Herregud , – hvor gjorde han det da?
Hvad?

Brack
(lidt usikker).

Hvor? Ja, kære, – han gjorde det vel i sit
logis.

Fru Elvsted.

Nej, det kan ikke være rigtig. For der var jeg
indom mellem sex og syv.

Brack.

Nå, så et andet steds da. Det véd jeg ikke
så nøje. Jeg véd bare, at han blev fundet –. Han
havde skudt sig – gennem brystet.

Fru Elvsted.

Å, hvor grufuldt at tænke sig! At han skulde
ende således!

Hedda
(til Brack).

Var det gennem brystet?

Brack.

Ja, – som jeg siger.

Hedda.

Altså ikke gennem tindingen?

Brack.

Gennem brystet, fru Tesman.

Hedda.

Ja, ja, – brystet er også godt.

Brack.

Hvorledes, frue?

s. 517

Hedda
(afvisende).

Å nej, – ikke noget.

Tesman.

Og såret er livsfarligt, siger De? Hvad?

Brack.

Såret er absolut dødeligt. Sandsynligvis er det
allerede forbi med ham.

Fru Elvsted.

Ja, ja, det aner mig! Det er forbi! Forbi! Å,
Hedda –!

Tesman.

Men sig mig da, – hvor har De fåt vide dette
her altsammen?

Brack
(kort).

Gennem en af politiets folk. En, som jeg skulde
tale med.

Hedda
(højlydt).

Endelig engang en dåd!

Tesman
(forskrækket).

Gud bevare mig, – hvad siger du, Hedda!

Hedda.

Jeg siger, at dette her er der skønhed i.

Brack.

Hm, fru Tesman –

Tesman.

Skønhed! Nej tænk det!

s. 518

Fru Elvsted.

Å, Hedda, hvor kan du da tale om skønhed
sligt noget!

Hedda.

Ejlert Løvborg har gjort op regningen med sig
selv. Han har havt mod til at gøre det, som – som
gøres skulde.

Fru Elvsted.

Nej, tro da aldrig, at det er gået til på den
vis! Hvad han har gjort, det har han gjort i vildelse.

Tesman.

I fortvilelse har han gjort det!

Hedda.

Det har han ikke. Det er jeg så viss på.

Fru Elvsted.

Jo, han har! I vildelse! Ligesom da han rev
vore hæfter istykker.

Brack
(studsende).

Hæfterne? Manuskriptet, mener De? Har han
revet det istykker?

Fru Elvsted.

Ja, det gjorde han inat.

Tesman
(hvisker sagte):

Å, Hedda, vi kommer aldrig bort fra dette her.

Brack.

Hm, det var da besynderligt.

s. 519

Tesman
(henover gulvet).

Tænke sig til, at Ejlert skal gå således ud af
verden! Og så ikke efterlade sig det, som vilde ha’
fæstet hans navn så varigt –

Fru Elvsted.

Å, om det kunde sættes sammen igen!

Tesman.

Ja, tænk, om det kunde det! Jeg véd ikke,
hvad jeg vilde gi’ –

Fru Elvsted.

Kanske det kan, herr Tesman.

Tesman.

Hvad mener De?

Fru Elvsted
(søger i kjolelommen).

Se her. Jeg har gemt de løse lapper, som han
havde med, når han dikterte .

Hedda
(et skridt nærmere).

Ah –!

Tesman.

Dem har De gemt, fru Elvsted! Hvad?

Fru Elvsted.

Ja, her har jeg dem. Jeg tog dem med, da jeg
rejste. Og så er de ble’t liggende i lommen –

Tesman.

Å, lad mig bare få se !

s. 520

Fru Elvsted
(rækker ham en bunke småblade).

Men det er så forvirret. Så rent om hinanden.

Tesman.

Tænk, om vi kunde finde ud af det alligevel!
Kanske når vi to hjalp hinanden –

Fru Elvsted.

Å ja, lad os forsøge idetmindste –

Tesman.

Det skal gå! Det må gå! Jeg sætter mit liv
ind på dette her!

Hedda.

Du, Jørgen? Dit liv?

Tesman.

Ja, eller rettere sagt al den tid, jeg kan råde
over. Mine egne samlinger, de får ligge sålænge.
Hedda, – du forstår mig? Hvad? Det er noget,
jeg skylder Ejlerts eftermæle.

Hedda.

Kanske det.

Tesman.

Og så, kære fru Elvsted, så vil vi ta’ os sam-
men. Herregud , det nytter jo ikke at ruge over det,
som sket er. Hvad? Vi vil se at komme så vidt
til ro i sindet, at –

Fru Elvsted.

Ja, ja, herr Tesman, jeg skal prøve så godt
jeg kan.

Tesman.

Nå, kom så her. Vi må se på notitserne straks.

s. 521

Hvor skal vi sætte os? Her? Nej, derinde i bag-
stuen. Undskyld, kære assessor! Kom så med mig,
fru Elvsted.

Fru Elvsted.

Å Gud , – om det endda bare var gørligt!

(Tesman og fru Elvsted går ind i bagværelset. Hun tager hat og overtøj
af. Begge sætter sig ved bordet under hængelampen og fordyber sig i
ivrig undersøgelse af papirerne. Hedda går hen mod ovnen og sætter
sig i lænestolen Lidt efter går Brack hen til hende.)

Hedda
(halvhøjt).

Å, assessor, – hvilken befrielse der er i dette
med Ejlert Løvborg.

Brack.

Befrielse, fru Hedda? Ja, for ham er det jo
rigtignok en befrielse –

Hedda.

Jeg mener, for mig. En befrielse at vide, at
der dog virkelig kan ske noget frivilligt modigt i
verden. Noget, som der falder et skær af uvilkårlig
skønhed over.

Brack
(smiler).

Hm, – kære fru Hedda –

Hedda.

Å, jeg véd nok, hvad De vil sige. For De er
dog et slags fagmenneske, De også, ligesom – nå!

Brack
(ser fast på hende).

Ejlert Løvborg har været Dem mere, end hvad
De kanske vil tilstå for Dem selv. Eller skulde jeg
ta’ fejl i det?

s. 522

Hedda.

Sligt svarer jeg Dem ikke på. Jeg véd bare,
at Ejlert Løvborg har havt mod til at leve livet efter
sit eget sind. Og så nu – det store! Det, som der
er skønhed over. Det, at han havde kraft og vilje
til at bryde op fra livsgildet – så tidligt.

Brack.

Det gør mig ondt, fru Hedda, – men jeg nødes
til at rive Dem ud af en smuk indbildning.

Hedda.

En indbildning?

Brack.

Som De for resten snart vilde kommet ud af
alligevel.

Hedda.

Og hvad er så det?

Brack.

Han har ikke skudt sig selv – frivilligt.

Hedda.

Ikke frivilligt!

Brack.

Nej. Sagen med Ejlert Løvborg hænger ikke
ganske således sammen, som jeg fortalte.

Hedda
(i spænding).

Har De fortiet noget? Hvad er det?

Brack.

For den stakkers fru Elvsteds skyld brugte jeg
et par små omskrivninger.

s. 523

Hedda.

Hvilke da?

Brack.

Først det, at han virkelig allerede er død.

Hedda.

På hospitalet.

Brack.

Ja. Og uden at komme til bevidsthed.

Hedda.

Hvad mere har De fortiet?

Brack.

Det, at begivenheden ikke gik for sig på hans
værelse.

Hedda.

Nå, det kan jo også være så temmelig lige-
gyldigt.

Brack.

Ikke så ganske. For jeg skal sige Dem, – Ej-
lert Løvborg blev funden skudt i – i frøken Dianas
boudoir.

Hedda
(vil springe op, men synker tilbage).

Det er umuligt, assessor Brack! Der kan han
ikke ha’ været idag igen!

Brack.

Han var der i eftermiddag. Han kom for at
kræve noget, som han sa’, de havde ta’t fra ham.
Talte forvirret om et barn, som var ble’t borte –

Hedda.

Ah, – derfor altså –

s. 524

Brack.

Jeg tænkte mig, at det kanske kunde været
hans manuskript. Men det har han jo selv tilintet-
gjort, hører jeg. Så må det vel ha’ været tegne-
bogen da.

Hedda.

Det har vel det. – Og der, – der blev han
altså fundet.

Brack.

Ja, der. Med en affyret pistol i brystlommen.
Skuddet havde truffet ham dødeligt.

Hedda.

I brystet, – ja.

Brack.

Nej, – det traf ham i underlivet.

Hedda
(ser op på ham med et udtryk af ækelhed ).

Det også! Å, det latterlige og det lave, det
lægger sig som en forbandelse over alt det, jeg
bare rører ved.

Brack.

Der kommer noget til, fru Hedda. Noget, som
går ind under det gemene også.

Hedda.

Og hvad er det?

Brack.

Pistolen, som han havde på sig –

Hedda
(åndeløst).

Nå! Hvad den!

s. 525

Brack.

Den må han ha’ stjålet.

Hedda
(springer op).

Stjålet! Det er ikke sandt! Det har han ikke!

Brack.

Det er umuligt andet. Han må ha’ stjålet
den –. Hys!

(Tesman og fru Elvsted har rejst sig fra bordet i bagværelset og kom-
mer ind i salonen.)

Tesman
(med papirerne i begge hænder).

Du, Hedda, – det er næsten ikke muligt for
mig at se derinde under hængelampen. Tænk det!

Hedda.

Ja, jeg tænker.

Tesman.

Måtte vi kanske få lov til at sidde lidt ved dit
skrivebord. Hvad?

Hedda.

Ja, gerne for mig. (hurtigt) Nej, vent! Lad mig
få rydde af først.

Tesman.

Å, det behøver du slet ikke, Hedda. Der er
god plads.

Hedda.

Nej, nej, lad mig bare få rydde af, siger jeg.
Bære dette her ind på pianoet sålænge. Se så!

( hun har trukket en genstand, dækket med noteblade, frem under reolen,
lægger nogle flere blade til og bærer det hele ind til venstre i bag-
værelset. Tesman lægger papirlapperne på skrivebordet og flytter lam-
pen fra hjørnebordet derhen. Han og fru Elvsted sætter sig og tager
igen fat på arbejdet. Hedda kommer tilbage.)

Henrik Ibsens samlede værker. VIII.

s. 526

Hedda
(bag fru Elvsteds stol, kramser hende blødt i håret).

Nå, søde Thea, – går det så med Ejlert Løv-
borgs mindesmærke?

Fru Elvsted
(ser modfalden op på hende).

Å Gud , – det blir visst uhyre svært at finde
rede i.

Tesman.

Det må gå. Der er ikke andet for. Og det,
at bringe orden i andres papirer, – det er netop
noget, som ligger for mig.

(Hedda går hen til ovnen og sætter sig på en af taburetterne. Brack
står over hende, støttet til lænestolen.)

Hedda
(hvisker):

Hvad var det, De sa’ om pistolen?

Brack
(sagte).

At den må han ha’ stjålet.

Hedda.

Hvorfor netop stjålet?

Brack.

Fordi enhver anden forklaring bør være umulig,
fru Hedda.

Hedda.

Ja så.

Brack
(ser lidt på hende).

Ejlert Løvborg har naturligvis været her imorges.
Ikke sandt?

s. 527

Hedda.

Jo.

Brack.

Var De alene med ham?

Hedda.

Ja, en stund.

Brack.

Forlod De ikke værelset, mens han var her?

Hedda.

Nej.

Brack.

Tænk Dem om. Var De sletikke ude et øjeblik?

Hedda.

Jo, kanske et lidet øjeblik – ude i forstuen.

Brack.

Og hvor havde De Deres pistolkasse imens.

Hedda.

Den havde jeg nede i –

Brack.

Nå, fru Hedda?

Hedda.

Kassen stod der borte på skrivebordet.

Brack.

Har De siden set efter, om begge pistolerne
er der?

Hedda.

Nej.

34*

s. 528

Brack.

Behøves heller ikke. Jeg så den pistol, Løvborg
havde havt på sig. Og jeg kendte den straks igen
fra igår. Og fra før af også.

Hedda.

Har De den kanske ?

Brack.

Nej, politiet har den.

Hedda.

Hvad vil politiet gøre med pistolen?

Brack.

Se til at komme på spor efter ejeren.

Hedda.

Tror De, at det kan opdages?

Brack
(bøjer sig ned over hende og hvisker):

Nej, Hedda Gabler, – ikke så længe jeg tier.

Hedda
(ser sky på ham).

Og hvis De ikke tier, – hvad så?

Brack
(trækker på skuldrene).

Der er jo altid den udvej, at pistolen er stjålet.

Hedda
(fast).

Heller dø!

Brack
(smiler).

Sligt noget siger man. Men man gør det ikke.

s. 529

Hedda
(uden at svare).

Og når så pistolen altså ikke er stjålet. Og
ejeren opdages. Hvad kommer så?

Brack.

Ja, Hedda, – så kommer skandalen.

Hedda.

Skandalen!

Brack.

Skandalen, ja, – som De har slig dødelig skræk
for. De må naturligvis ind for retten. Både De og
frøken Diana. Hun må jo forklare, hvorledes det
hænger sammen. Om det er et vådeskud eller et
drab. Har han villet trække pistolen op af lommen
for at true hende? Og så er skuddet gåt af? Eller
har hun revet ham pistolen ud af hånden, skudt
ham, og stukket pistolen ned i lommen igen? Det
kunde nok ligne hende. For hun er et håndfast
pigebarn, den samme frøken Diana.

Hedda.

Men alt dette modbydelige kommer jo ikke
mig ved.

Brack.

Nej. Men De må svare på det spørsmål : hvor-
for gav De Ejlert Løvborg pistolen? Og hvilke slut-
ninger vil man uddrage af den kendsgerning , at De
gav ham den?

Hedda
(sænker hodet ).

Det er sandt. Det har jeg ikke tænkt på.

Brack.

Nå, heldigvis er der ingen fare, sålænge jeg tier.

s. 530

Hedda
( ser op på ham).

Jeg er altså i Deres magt, assessor. De har
hals og hånd over mig fra nu af.

Brack
(hvisker sagtere):

Kæreste Hedda, – tro mig, – jeg skal ikke
misbruge stillingen.

Hedda.

I Deres magt lige fuldt. Afhængig af Deres
krav og vilje. Ufri. Ufri altså! (rejser sig heftigt .) Nej,
– den tanke holder jeg ikke ud! Aldrig.

Brack
( ser halvt spottende på hende).

Man plejer ellers at finde sig i det uundgåelige.

Hedda
(gengælder blikket).

Ja, kanske det.

( hun går henover mod skrivebordet.)

Hedda
(undertrykker et uvilkårligt smil og efterligner Tesmans tonefald).

Nå? Lykkes det så, Jørgen? Hvad?

Tesman.

Vorherre véd, du. Det blir ialfald hele måne-
ders arbejde, dette her.

Hedda
(som før).

Nej tænk det! (farer let med hænderne gennem fru Elv-
steds hår.) Er ikke det underligt for dig, Thea? Nu
sidder du her sammen med Tesman, – ligesom du
før sad med Ejlert Løvborg.

s. 531

Fru Elvsted.

Å Gud , hvis jeg bare kunde beånde din mand
også.

Hedda.

Å, det kommer nok – med tiden.

Tesman.

Ja, véd du hvad, Hedda, – jeg synes virkelig,
jeg begynder at fornemme noget sådant. Men sæt
så du dig hen til assessoren igen.

Hedda.

Er der ingen ting, I to kan bruge mig til her?

Tesman.

Nej, ingen verdens ting. (vender hodet .) Herefter
får såmæn De være så snil at holde Hedda med
selskab, kære assessor!

Brack
(med et øjekast til Hedda).

Skal være mig en overmåde stor fornøjelse.

Hedda.

Tak. Men iaften er jeg træt. Jeg vil lægge
mig lidt derinde på sofaen.

Tesman.

Ja, gør det, kære. Hvad?

(Hedda går ind i bagværelset og trækker forhængene til efter sig. Kort
ophold. Pludselig høres hun at spille en vild dansemelodi inde på
pianoet.)

Fru Elvsted
(farer op fra stolen).

Uh, – hvad er det!

s. 532

Tesman
(løber til døråbningen).

Men, kæreste Hedda, – spil da ikke op til dans
iaften! Tænk da på tante Rina! Og på Ejlert også!

Hedda
(stikker hodet frem mellem forhængene).

Og på tante Julle. Og på dem allesammen. –
Herefter skal jeg være stille.

( hun lukker atter for sig)

Tesman
(ved skrivebordet).

Hun har visst ikke godt af at se os ved dette
sørgelige arbejde. Véd De hvad, fru Elvsted, – De
skal flytte ind til tante Julle. Så kommer jeg op
om aftenerne. Og så kan vi sidde og arbejde der.
Hvad?

Fru Elvsted.

Ja, det vilde kanske være det bedste –

Hedda
inde i bagværelset).

Jeg hører godt, hvad du siger, Tesman. Men
hvad skal så jeg fordrive aftenerne med herude?

Tesman
(blader i papirerne).

Å, assessor Brack er visst så snil, at han ser
ud til dig alligevel.

Brack
(i lænestolen, råber muntert).

Gerne hver evige aften, fru Tesman! Vi skal
såmæn få det nokså morsomt sammen her, vi to!

s. 533

Hedda
(klart og lydeligt).

Ja, nærer De ikke det håb, assessor? De, som
eneste hane i kurven – –

(Et skud høres derinde. Tesmann , fru Elvsted og Brack farer ivejret.)

Tesman.

Å, nu fingrerer hun med pistolerne igen.

( han slår forhængene tilside og løber ind. Fru Elvsted ligeså. Hedda
ligger livløs udstrakt på sofaen. Forvirring og råb. Berte kommer for-
styrret fra højre.

Tesman
(skriger til Brack).

Skudt sig! Skudt sig i tindingen! Tænk det!

Brack
(halvt afmægtig i lænestolen).

Men, Gud sig forbarme, – sligt noget gør man
da ikke!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: